DR’s VM-hold med bl.a. Bendtner og Olsen

0

DR Sporten kunne torsdag offentliggøre sit VM-hold i form af kommentatorer og eksperter. Blandt eksperterne finder man Nicklas Bendtner, Morten Olsen og Frank Arnesen.

DR Sporten har i dag præsenteret deres VM-hold forud for VM-slutrunden i Brasilien.

Her er gjort plads til en række profiler - både som eksperter og kommentatorer.

Nicklas Bendtner, landstræner Morten Olsen og Frank Arnesen vil udgøre DR's ekspertpanel fra kvartfinalerne og frem til og med finalen.

Derudover vil man også benytte sig af fodbold-eksperter som blandt andre: Morten Wieghorst, Mads Junker, Niels Christian Frederiksen, John Faxe Jensen, Peter Bonde, Bjarne Goldbæk og Mikkel Beck.

"For os er der ingen tvivl. Det her er det stærkeste eksperthold, det nogensinde er lykkedes at sætte sammen. Og vi er enormt stolte over at præsentere dem," siger DRs journalistiske chef på Sporten Søren Vestergaard i en pressemeddelelse.

Nicklas Bendtner, der er klubløs til sommer, ser frem til den store VM-fest som slutrunden i Brasilien uden tvivl bliver.

"Da DR præsenterede deres idé og set-up af eksperter, kunne jeg kun takke begejstret og ydmygt ja tak og samtidig glæde mig over, at jeg skal bidrage med masser af kvalitet, viden og kærlighed til fodbolden i dette ekspertforum," fortæller Nicklas Bendtner.

To kommentator-hold

På kommentator-fronten vil DR have to hold af sted i Brasilien. Det drejer sig om DRs Henrik Liniger, som kommenterer med henholdsvis Bjarne Goldbæk i starten af VM, og Mikkel Beck i slutningen af mesterskaberne.

Til det andet kommentator-hold har DR lånt det populære kommentar-par Peter Piil og Morten Bruun fra 6'eren.

Finalen den 13. juli vil blive kommenteret af en trio, nemlig Henrik Liniger, Mikkel Beck og Nicklas Bendtner.

For en god ordens skyld kan vi nævne, at VM i fodbold bliver afholdt fra den 12. juni til den 13. juli 2014.

Skriv en kommentar