Æresdivisionen-bomber vil være VM-joker

0

Rodas danske angriber, Mads Junker, har indtil videre nettet 20 gange i denne sæson i Æresdivisionen. Junker håber, at skarpheden kan medføre en joker-rolle til VM.

Mads Junker kunne, med to scoringer i gårsdagens Roda-sejr på 5-2 over Vitesse, lade sig notere for sit 20. sæsonmål i Æresdivisionen.

Den danske angribers skarphed vækker naturligvis VM-sulten hos den 28-årige københavner, der håber på, at han kan få en joker-rolle i Danmarks VM-landsholdstrup.

"Jeg kommer nok med den største selvtillid af alle, både i udlandet og den danske liga. Det er selvfølgelig en helt anden verden at komme med på landsholdet, og nu må vi se, om Morten synes, jeg kan bruges. Men en rolle som joker mod Cameroun ville da passe mig fint," forklarer Junker til B.T.

Junker har hidtil blot spillet en enkelt landskamp for Danmark, hvilket var helt tilbage i 2006, da danskerne spillede en venskabskamp mod Polen.

Skriv en kommentar