Efter belgisk VM-exit: Martinez forlader posten

0
Roberto Martinez

Foto: Shutterstock

Belgiens landstræner Roberto Martinez har valgt at træde tilbage som landstræner. Derfor skal forbundet finde en ny landstræner.

Belgien led samme skæbne som Danmark, da de blev slået ud af VM-gruppespillet torsdag aften.

Belgierne formåede ikke at score mod Kroatien, og 0-0-resultatet betød altså, at de kun endte med fire point, mens Marokko og Kroatien gik videre med henholdsvist syv og fem point.

Efter opgøret fortalte Belgiens landstræner Roberto Martinez, at han trækker sig som landstræner.

"Dette var min sidste kamp som træner for landsholdet. Det er følelsesladet. Jeg kan ikke blive ved. Jeg har sagt farvel til spillerne og personalet," fortalte han efter kampen ifølge Het Laatste Nieuws og tilføjede:

"Jeg ville stoppe uanset hvad. Også selvom vi var blevet verdensmestre. Jeg tog den beslutning lige før VM."

Han træder samtidig tilbage som teknisk direktør for Belgien.

Martinez blev ansat som belgisk A-landstræner i 2016. Han nåede i alt at stå i spidsen i 79 A-landskampe med et pointsnit på 2.29.

Skriv en kommentar