FIFA-præsident Gianni Infantino er sikker på, at der vil være fulde stadioner med masser af fans til VM i 2022. Det siger han ifølge Sky Sports.
I foråret 2020 ramte coronapandemien stort set hele verden, og det gik også ud over fodbolden.
Som følge af pandemien har der i stort omfang ikke været fans fysisk til stede på lægterne til mange af de klub- og landskampe, der er blevet spillet i det forgangne år.
Men det bliver ikke noget problem til VM i 2022, hvis man skal tro FIFA-præsident Gianni Infantino, der er sikker på, at man til den tid vil have fansene tilbage.
"Jeg er meget, meget sikker på, at det vil blive utroligt, at det vil have samme magi og forene verden," udtaler Infantino om VM i 2022 ifølge Sky Sports og tilføjer:
"Vi vil være tilbage til der, hvor vi skal være," lyder det fra FIFA-præsidenten med henvisning til fansenes tilstedeværelse på tribunerne.
VM i 2022 bliver afholdt i Qatar, hvor det efter planen skal begynde i november.