FIFA vil tredoble VM-kompensationen til klubberne, og dermed betale 1,5 milliarder kroner for spillere, der med ved VM i 2018 og 2022.
De europæiske fodboldklubber har ikke lagt skjul på, at de fandt det kritisabelt at afholde VM i Qatar om vinteren.
Men det er altså en kendsgerning, hvilket FIFA bekræftede i torsdags. FIFA kommer dog med et plaster på såret, idet de tredobler VM-kompensationen til klubberne i forbindelse med VM 2018 og VM 2022.
FIFA har efter dialog med de europæiske klubbers sammenslutning, ECA, besluttet, at udbetale et beløb på 209 millioner dollar - svarende til 1,5 milliarder kroner - i kompensation til alle klubber i verden for de spillere, som deltager ved de næste to VM-slutrunder.
Beløbet er tre gange så stort som de rundt regnet 488 millioner kroner, der blev udbetalt af FIFA i forbindelse med VM 2014 i Brasilien.
"For ECA er dette en glædelig begivenhed. Den markerer endnu en milepæl sat af den europæiske klubfodbold," siger den europæiske klub-sammenslutnings talsmand, Bayern Münchens topchef, Karl-Heinz Rummenigge, i en pressemeddelelse, ifølge Ritzau.
Hvorvidt aftalen for 2022 også kommer til at træde i kraft for klubber, der ikke har spillere med, men som alligevel påvirkes af, at turneringerne ligger stille om vinteren, står endnu ikke klart.