Her udtager Kasper Hjulmand den danske VM-trup

0

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Den danske landstræner Kasper Hjulmand udtager den endelige VM-trup den 7. november, hvor bruttotruppen skal skæres ned fra 55 til 26 spillere.

Om under en måned bliver VM-slutrunden i Qatar fløjtet i gang, og udtagelsen af den danske trup er derfor lige om hjørnet.

Faktisk er der præcis to uger til, at Kasper Hjulmand peger på de 26 spillere, der skal repræsentere Danmark til slutrunden.

Ifølge Ritzau bliver den danske trup således udtaget den 7. november, hvor der bliver sorteret en lang række navne fra bruttotruppen på 55 spillere.

Danmark har valgt ikke at offentliggøre bruttolisten, da man heller ikke gjorde det ved slutrunderne i 2018 eller 2021.

Ritzau skriver endvidere, at landsholdet samles den 14. november og rejser til Qatar dagen efter, hvor spillerne skal igennem flere fysiske tests.

Det har til formål at sikre, at ingen skadede spillere er med i truppen, når slutrunden bliver skudt i gang.

Skriv en kommentar