Den danske landstræner Kasper Hjulmand bekræfter, at Reims-profilen Mohamed Daramy ikke når at blive klar til EM-slutrunden på grund af en skade.
Kasper Hjulmand kommer til at undvære Mohamed Daramy til den kommende EM-slutrunde, der snart begynder.
Det bekræfter den danske landstræner overfor bold.dk, hvor han sætter ord på situationen.
"Mo er den første og forhåbentligt den sidste, vi desværre ikke får med til EM-slutrunden. Vi er utrolig kede af det på hans vegne. Men det er desværre definitivt. Han bliver ikke klar til EM," udtaler Hjulmand og fortsætter:
"Det, jeg så fra ham ved vores samling i marts er det bedste, jeg hidtil har set fra hans side. Han var glad, han var skarp og virkelig god i landsholdslejren," siger landstræneren.
"Nu må vi undvære ham til EM, og det er vi meget ærgerlige over," lyder det fra Kasper Hjulmand.
22-årige Mohamed Daramy står noteret for i alt ti landskampe og et mål for Danmark.