Ligesom i første VM-kamp var det Belgiens bænk, der gav dem sejren. Indskiftede Divock Origi sikrede således belgierne en sen 1-0-sejr.
I gruppe H kunne Belgien med en sejr sikre sig videre avancement til knock-out-fasen, mens Rusland skulle forsøge at præstere bedre end i 1-1-kampen mod Sydkorea.
I Belgiens åbningssejr mod Algeriet blev kampen afgjort efter mål fra indskifterne Maroane Fellaini og Dries Mertens. Begge midtbanespillere var til dagens kamp at finde i startopstillingen.
Russerne fik kampens første chance, da Viktor Faizulin fra kanten af feltet fik testet Thibaut Courtois, der fik klaret forsøget.
Ellers stod der Belgien på det meste af første halvleg. Dries Mertens var en kilde til evig uro, men den afgørende aflevering manglede.
I den anden ende havde Rusland alletiders mulighed for at bringe sig i spidsen to minutter før pausen. Et præcist indlæg fra Denis Glushakov ramte en helt fri og umarkeret Alexandr Kokorin, der på det skammeligste headede forbi.
De to hold måtte gå til pause med 0-0 i en halvtam første halvleg. Men det blev desværre værre efter pausen, hvor der skulle gå lang tid, før de store chancer kom.
Et frispark fra Kevin Mirallas ramte stolpen med ti minutter igen, og det blev starten på et belgisk stormløb, mens russerne virkede trætte.
Kort efter driblede Eden Hazard sig fri i feltet, men afslutningen blev blokeret, og Belgien måtte nøjes med et hjørnespark. Men to minutter før tid kom føringsmålet.
Rusland blev fanget for langt fremme på banen, og det blev dyrt. Eden Hazard udfordrede på kanten og lagde bolden ind til indskiftede Divock Origi, der bankede bolden i nettaget.
En sen belgisk 1-0-scoring, som skabte stor jubel og lettelse. Rusland fik aldrig svaret igen, og så kunne belgierne igen vinde takket være indskiftere.
Med sejren er Belgien nu kvalificeret til ottendedelsfinalerne, mens Rusland med kun et point er i en svær position i gruppe H.