Japans landstræner udsat for hård kritik

0

Japan tabte i går med hele 3-0 til Serbien i en testkamp forud for VM-slutrunden i Sydafrika. Det har skabt en voldsom kritik af landstræneren.

Japans landstræner Takeshi Okada har stået for skud i de japanske medier i dag, eftersom nationen i går led et ydmygende 3-0-nederlag til Serbien i en VM-testkamp.

Landstræneren har selv begrundet nederlaget med, at han manglede flere af holdets profiler.

Blandt andre CSKA Moskvas Keisuke Honda og Catania-angriberen Takayuki Morimoto var udenfor, men denne forklaring accepterer de japanske medier ikke.

"Okada har nu ansvaret for, at holdet kun kan præstere, når de spiller i stærkeste opstilling. Det er, fordi han ikke har givet chancen til reserverne på noget tidspunkt. Okada bør ikke snakke om at nå VM-semifinalerne længere," skriver The Sports Nippon.

Den japanske fodboldkommentator Sergio Echigo er ligeledes kritisk i sine udtalelser.

"Vi bør ikke forvente noget af det her hold ved VM. Landsholdet er i krise," fortæller han til The Nikkan Sports.

Japan påbegynder VM med opgøret mod Cameroun, men inden denne kamp skal stå, tørner de sammen med Korea, England og Elfenbenskysten som en del af VM-forberedelserne.

Skriv en kommentar