VM 2018-holdanalyse: Japan

0

Japan spiller i gruppe H sammen med Polen, Senegal og Colombia . Læs mere om Japans fodboldhistorie, landstræner og VM 2018-trup her.

Fakta:

Fulde navn: Japan
Hovedstad: Tokyo
National-stadion: National Stadium (48.000 tilskuere) og International Stadium Yokohama (72.327 tilskuere)
Antal indbyggere: 126.672.000
Øgenavn til landsholdet: De samurai blå
Placering på verdensranglisten: 55 (marts 2018)
Flest landskampe: Yasuhito Endo (152 kampe)
Flest mål: Kunishige Kamamoto 80 mål)
Største sejr: Japan - Filippinerne: 15-0 (27. september 1967)
Største nederlag: Japan - Filippinerne: 2-15 (10. maj, 1917)

Japans største resultater:

Confederations Cup:
Andenplads i 2001

Asian Cup:
Vinder i 1992, 2000, 2004 og 2011

VM:
1/8-finale i 2002 og 2010

VM-historik:

1998: Gruppespil
2002: 1-8-finale
2006: Gruppespil
2010: 1/8-finale
2014: Gruppespil

Japans VM-erfaring:

Japan har ikke de store VM-meritter på CV’et, selvom slutrunden i Rusland faktisk er sjette gang i træk, at de er VM-klar.

Tre gange er endestationen blevet gruppespillet, mens japanerne de øvrige to gange er blevet slået ud i ottendedelsfinalen.

Japans vej til VM 2018:

Første stop på vejen mod VM 2018 for Japan var en gruppe, hvor de skulle op imod Syrien, Singapore, Afghanistan og Cambodja.

Her gjorde japanerne kort proces og vandt syv ud af otte kampe. Eneste pointtab kom, da de hjemme spillede 0-0 mod Singapore. Derfor vandt Japan gruppen i suveræn stil og avancerede til den afgørende kvalifikationsrunde.

Nu ventede der hårdere modstand til de japanske spillere. De blev placeret i gruppe med Saudi-Arabien, Australien, De Forenede Arabiske Emirater, Irak og Thailand.

Men Japan viste stor styrke, og de fik hurtigt booket VM-billetten. Faktisk var det kun værterne fra Rusland, Brasilien og Iran, som formåede at kvalificere sig tidligere til VM 2018.

Japans landstræner – Vahid Halilhodzic:

Navn: Vahid Halilhodzic
Født: 15. oktober 1952
Nationalitet: Bosnien-Hercegovina
Landstræner siden: 2015
Trænerkarriere: Velez, Beauvais, Raja Casablanca, Lille, Rennes, Paris SG, Trabzonspor, Ittihad Jeddah, Elfenbenskysten, Dinamo Zagreb, Algeriet, Trabzonspor, Japan.

Embed from Getty Images

Analyse af Japans VM 2018-trup:

Det japanske hold er bygget op omkring en række små, hurtige teknikere – og langt de fleste af det japanske landsholds teknikere er dygtigere fodboldspillere.

Kvalifikationen til VM viste, at Japan er et af Asiens allerstærkeste mandskaber, og til sommerens VM-slutrunde står de med fine muligheder for at gå videre fra det, som på forhånd ligner en tæt gruppe.

Målmænd:

Til at vogte målet har Japan den bundrutinerede Eiji Kawashima. Han er 35 år og er til dagligt førstekeeper i den franske Ligue 1-klub Metz.

Forsvaret:

I det japanske forsvar finder vi flere spillere, der huserer i fine europæiske klubber. Bl.a. råder Japan over de to backs Yuto Nagatomo og Hiroki Sakai fra hhv. Galatasaray og Marseille.

I midterforsvaret er der også kvalitet i Southamptons Maya Yoshida, der allerede i en alder af 29 år har spillet over 80 landskampe for Japan.

Midtbanen:

På midtbanen er det iøjnefaldende, at Vahid Halilhodzic har valgt at se bort fra både Shinji Kagawa og Keisuke Honda i sin start-11’er, da de ifølge den bosniske landstræner ikke passer ind i systemet.

I stedet er det værd at holde et vågent øje med den kun 21-årige Yosuke Ideguchi og den rutinerede anfører Makoto Hasebe, der skal binde spillet sammen.

Angrebet:

Enten Shinji Okazaki fra Leicester eller FC Kölns Yuya Osako får formentlig chancen fra start i det japanske angreb til VM i Rusland.

Okazaki har i en årrække været en stor profil på det japanske landshold, men ligesom med Kagawa og Honda tyder det ikke på, at Okazaki er Halilhodzic’ foretrukne valg. Derfor skyder VM-guide.dk på, at Osako får chancen fra start.

Hold øje med: Maya Yoshida

Almindeligvis ville VM-guide.dk anbefale at holde øje med enten Shinji Kagawa, Keisuke Honda eller Shinji Okazaki.

Men da disse tre (nu tidligere) profiler på landsholdet ikke længere er en del af den ideelle japanske startopstilling, peger vi i stedet på Maya Yoshida.
Den 29-årige midtstopper har spillet i Premier League-klubben Southampton siden 2012, hvilket samtidig er Yoshidas første møde med en af de store, europæiske ligaer.

Yoshida er manden, der skal holde Japans forsvar sammen til sommerens VM-slutrunde, hvilket han gjorde til perfektion i kvalifikationen, hvor de kun indkasserede syv mål i de ti kampe.

Selvom Yoshida huserer som forsvarsspiller, er han dog også ganske målfarlig – i hvert fald på det japanske landshold. I skrivende stund har han scoret ti mål, hvilket svarer til et snit på et mål i hver tiende landskamp.

Embed from Getty Images

Skriv en kommentar