Kramaric sikrede playoff til Kroatien på bekostning af Ukraine

0

To scoringer i anden halvleg af Andrej Kramatic gav Kroatien en 2-0-sejr over Ukraine og sender Kroatien i playoff, mens Ukraine ikke kommer med til VM 2018.

Der var lagt op til et kæmpedrama i Kiev, da Ukraine og Kroatien skulle dyste om andenpladsen i gruppe I.

Førstepladsen var stadig inden for rækkevidde for begge nationer, men det krævede, at Island dummede sig og smed point hjemme mod upåagtede Kosovo.

Opgøret i Ukraine var ikke uvæsentligt for Danmark, da uafgjort eller ukrainsk sejr ville betyde, at de rød-hvide ville være tæt på at blive seedet i playoff-runden.

Værterne fra Ukraine var tvunget til at vinde kampen for at snuppe andenpladsen i gruppen, mens Kroatien ville blive toer med uafgjort eller sejr. Et uafgjort resultat ville dog med stor sandsynlighed betyde, at kroaterne ville ende som den dårligste af alle ni toere.

Ukrainerne var bedst og farligst før pausen, hvor både Taras Stepanenko og Yevhen Konoplyanka var tæt på at bringe de gulklædte i front. Ind kom bolden dog ikke, så stillingen var 0-0 ved pausen.

Kroatien kom bedre ud til anden halvleg, og efter godt en times spil kom de såmænd også i front, da Luka Modric slog et indlæg ind i panden på Andrej Kramaric, som stangede bolden i kassen til 1-0.

Ukraine virkede rystede, og 20 minutter før tid blev svært til rigtig svært, da et nyt indlæg fra højrekanten havnede hos en fri Kramaric, som sikkert scorede til 2-0.

Det formåede ukrainerne aldrig at svare igen på, så det sluttede 2-0 til Kroatien, som nu er klar til playoff-runden. Til gengæld kommer Ukraine altså ikke med til VM næste sommer.

Skriv en kommentar