VM 2018-holdanalyse: Kroatien - Læs alt om Kroatiens VM-trup
TV-program | Kampprogram | Annoncering | Kontakt | VM 2018 afholdes i Rusland. Slutrunden starter den 14. juni.

VM 2018-holdanalyse: Kroatien

0

Kroatien er placeret i gruppe D, hvor de skal møde Argentina, Island og Nigeria. Læs mere om Kroatiens historie, landstræner og VM 2018-trup her.

Fakta:

Fulde navn: Kroatien
Hovedstad: Zagreb
National-stadion: Stadion Maksimir (38.079 tilskuere)
Antal indbyggere: 4.154.200
Øgenavn til landsholdet: Vatreni (blæserne)
Placering på verdensranglisten: 17 (december 2017)
Flest landskampe: Darijo Srna (134)
Flest mål: Davor Šuker (45)
Største sejr: Kroatien – San Marino: 10-0 (4. juni, 2016)
Største nederlag: England - Kroatien: 5-1 (9. september, 2009)

Kroatiens største resultater:

EM:
Kvartfinalen i 1996 og 1998.

VM:
Tredjeplads I 1998.

VM-historik:

1998: Tredjeplads
2002: Gruppespil
2006: Gruppespil
2014: Gruppespil

Kroatiens VM-erfaring:

Kroatien, der først i starten af 90’erne blev en selvstændig nation, har ikke den store VM-erfaring.

Første gang mandskabet var med til VM i fodbold, var i 1998, hvor slutrunden blev afholdt i Frankrig. Den nye Balkan-nation imponerede stort og vandt ganske overraskende bronze, hvilket i hjemlandet blev fejret, som om de havde vundet guld.

Faktisk var kroaterne tæt på VM-finalen tilbage i 1998, da Davor Suker, som i øvrigt blev turneringens topscorer med seks mål, i anden halvlegs første minut af semifinalen mod Frankrig bragte Kroatien på 1-0.

Desværre for Suker og co. scorede Frankrigs højre back Lilian Thuram efterfølgende sine to første og eneste landskampsmål i denne kamp, og derved sejrede værterne med 2-1 og strøg videre til VM-finalen.

Udover slutrunden i Frankrig er der dog ikke meget at juble over for kroaterne, når det gælder succes ved VM. Godt nok har de været kvalificeret til tre ud af de fire resterende VM-slutrunden siden 1998, men ikke en eneste gang har Kroatien formået at spille sig videre fra det indledende gruppespil.

Det skal ændres til sommer i Rusland, hvor Kroatien er havnet i en tæt gruppe med Argentina, Nigeria og Island.

Kroatiens vej til VM 2018:

Det var ikke altid kønt, og det blev også til en trænerfyring undervejs. Men alligevel lykkedes det til sidst for Kroatien at booke VM-billetten.

Kroatien var placeret i gruppe I med Island, Ukraine, Tyrkiet, Finland og Kosovo. En tricky gruppe med tre modstandere, der alle var at finde ved EM-slutrunden i 2016.

Kroaterne lagde sig planmæssigt i spidsen fra start, og selvom det undervejs blev til udebanenederlag mod både Island og Tyrkiet, lå Balkan-drengene nummer et, da der resterede to runder.

Der ventede Kroatien en hjemmekamp mod Finland, og efter Mario Mandzukic’ føringsmål efter en lille times spil lignede det tre point til kroaterne.

En finsk overtidsscoring sendte dog chokbølger igennem Zagreb, hvor opgøret blev spillet. Kampen sluttede 1-1, som betød, at Island, der samtidig slog Tyrkiet, overtog gruppe I’s førsteplads før sidste runde.

Det betød samtidig også farvel til landstræner Ante Caric, som blev fyret. Ind kom i stedet Zlatko Dalic. I sidste runde vandt Island sikkert hjemme over Kosovo og sikrede sig førstepladsen. Derimod måtte Kroatien pludselig vinke farvel til VM 2018, hvis det blev til nederlag ude mod Ukraine.

På to scoringer i anden halvleg af Andrej Kramaric vandt det kroatiske mandskab dog opgøret 2-0 og afværgede dermed katastrofen. Der ventede nu to playoff-kampe mod Grækenland.

Her afgjorde kroaterne hurtigt paragrafferne via en 4-1 hjemme i første kamp. Returopgøret blev en chancefattig affære, hvor det hele sluttede 0-0, hvilket altså gav Kroatien adgang til VM i Rusland.

Kroatiens landstræner - Zlatko Dalic:

Navn: Zlatko Dalic
Født: 26. oktober, 1966
Nationalitet: Kroatien
Landstræner siden: 2017
Trænerkarriere: Varteks, Kroatien U21 (assistenttræner), Rijeka, Dinamo Tirana, Slaven Belupo, Al-Faisaly, Al-Hilal B, Al Hilal, Al-Ain, Kroatien.

Embed from Getty Images

Analyse af Kroatiens VM 2018-trup:

Det kroatiske mandskab har i mange år rådet over et hav af dygtige spillere, der til dagligt spiller i nogle af Europas fornemmeste klubber. Alligevel har de mange stjerner langt fra altid kunnet få det til at fungere optimalt, når de har været samlet i landholdsregi.

Igen til sommer, hvor det gælder VM, er der masser af potentiale og kvalitet i den kroatiske trup, som landstræner Dalic skal forsøge at forløse.

Målmænd:

Efter Stipe Pletikosas stop på det kroatiske landshold har Danijel Subasic overtaget tjansen som førstekeeper.

33-årige Subasic, der siden 2012 har spillet for den franske storklub Monaco, er en dygtig keeper, og han lukkede kun fem mål ind i Kroatiens 12 kvalifikationskampe.

Forsvaret:

I det kroatiske forsvar finder vi Liverpools stopper Dejan Lovren og Domagoj Vida, som i januar-transfervinduet skiftede Dynamo Kiev ud med tyrkiske Besiktas. Sidstnævnte kan benyttes både i midterforsvaret og som højre back.

Atletico Madrids 26-årige back Sime Vrsaljko er også en stærk spiller, som formentlig vil spille fra start i den kroatiske bagkæde under VM.

Midtbanen:

Det er uden tvivl på midtbanen, at Kroatien er allerstærkest besat. Det er nemlig her, Luka Modric, Ivan Rakitic, Mateo Kovacic, Ivan Perisic Marcelo Brozovic og Marko Rog huserer.

Alle seks spillere er stærke teknikere, som har forcer i det offensive spil. Men en defensiv oprydder kunne kroaterne godt bruge på midtbanen.

Angrebet:

Mario Mandzukic er ikke ung længere, men han er stadig en rigtig giftig og målfarlig boksspiller. Juventus-angriberen skal konkurrere med Andrej Kramaric om en plads i den kroatiske startopstilling.

Hold øje med fra: Luka Modric

Real Madrids Luka Modric er Kroatiens omdrejningspunkt på den centrale midtbane. Det er ham, der skal styre tempoet – og også gerne kunne dirke modstandernes defensiv op med præcise afleveringer.

Modric er efterhånden blevet 32 år, så det er langt fra utænkeligt, at turneringen i Rusland bliver hans sidste VM-slutrunde. Som tidligere nævnt er det ikke lykkedes for Kroatien at gå videre fra det indledende gruppespil ved en VM-slutrunde, siden bronzemedaljerne blev sikret i 1998.

Modric, der blev udnævnt som kroatisk anfører, da Darijo Srna stoppede på landsholdet efter EM 2016, vil uden tvivl gøre alt for at føre Kroatien videre til anden runde.

Og hvis der er en, som har kvaliteterne til at føre det kroatiske mandskab mod nye VM-meritter, er det den teknisk stærke playmaker.

Embed from Getty Images

Skriv en kommentar