Landstræner om Ronaldo: Han vil nå 250 kampe

0

Foto: Shutterstock

Portugals landstræner, Roberto Martinez, fortæller i et interview, at superstjernen Cristiano Ronaldo har ambitioner om at nå 250 landskampe.

På klubfronten tørner Cristiano Ronaldo ud for saudiarabiske Al-Nassr, men han er fortsat en fast del af det portugisiske landshold.

Her nåede han tilbage i juni måned sin landskamp nummer 200, og angriberen har ikke planer om at stoppe foreløbig.

Den snart 39-årige angriber er nemlig interesseret i at nå hele 250 optrædener for Portugal.

Det udtaler nationens landstræner, Roberto Martinez, til den tidligere Arsenal-spiller Frederik Ljungberg i et interview.

Her fortæller landstræneren om en snak, han havde med Ronaldo kort før hans kamp nummer 200.

"Han (Ronaldo, red.) var meget tæt på at nå sin 200. landskamp. Noget, som ingen anden havde opnået før," siger Martinez og fortsætter:

"Vi havde en samtale, som er selvfølgelig privat, men jeg kan afsløre, at jeg blandt andet spurgte ham, om det interesserede ham at få 200 landskampe, eller om han var ligeglad," udtaler landstræneren.

"Dertil svarede han: '250 kampe interesserer mig'", lyder det fra Roberto Martinez.

Cristiano Ronaldo står i skrivende stund noteret for 205 landskampe og 128 mål for Portugal.

Skriv en kommentar