Lewandowski-hattrick grundlagde polsk storsejr over svage Armenien

0

Robert Lewandowski var med et hattrick den helt store årsag til, at Polen vandt med suveræne 6-1 over et meget svagt spillende armensk mandskab.

I gruppe E, hvor Danmark befinder sig, skulle Armenien og Polen i aftenens tidlige opgør krydse klinger.

Polen lå før dagens runde nummer et i gruppen med tre point ned til Montenegro og Danmark på anden- og tredjepladsen, så gæsterne kunne tage et stort skridt mod VM med en sejr.

Og det startede forrygende for Polen, som allerede efter to minutter tog føringen. Lukasz Piszczek blev sendt af sted på højrekanten, hvorfra han fandt Kamil Grosicki, der fra kanten af feltet fik skovlet bolden i nettet til 1-0.

Et kvarter senere blev det endnu sværere for Armenien, da polakkernes store stjerne Robert Lewandowski fra kanten af feltet krøllede et frispark ind bag Grigor Meliksetyan. 2-0 - og så var kampen reelt afgjort.

Kort efter blev det næsten komisk, da den armenske keeper Meliksetyan samlede en tilbagelægning fra en forsvarsspiller op. Det efterfølgende indirekte frispark sparkede Lewandowski i kassen til 3-0.

Syv minutter før pausen var Armenien farlige for første gang - og det kastede såmænd en scoring af sig. Et hjørnespark blev slået ind i panden på Hovhannes Hambardzumyan, der fornemt reducerede til 3-1, der var stillingen ved pausen.

De danske tv-seere håbede formentlig, at den armenske reducering ville skabe nervøsitet hos det polske mandskab. Men det skete ikke.

I stedet gjorde Jakub Blaszczykowski det til 4-1, da han 13 minutter inde i anden halvleg trak ind i banen fra sin højrekant og sparkede bolden forbi Meliksetyan, som endnu engang så skidt ud.

Polakkerne var dog ikke færdige, og fem minutter efter 4-1-scoringen blev det 5-1, da Grosicki spillede bolden på tværs i det armenske felt. Ved bagerste stolpe stod Lewandowski helt umarkeret og kunne nemt sparke bolden i det tomme mål. Dermed hattrick fra Bayern München-stjernen.

I kampens sidste minut ville indskiftede Rafal Wolski også lege med, og han kunne efter lidt klumpspil i det armenske felt banke bolden i krydset til 6-1.

Herefter virkede Polen tilfredse, og de kunne i sikker stil køre 6-1-sejren over et meget svagt armensk hold i hus.

Sejren og de tre point til polakkerne betyder, at de er VM-klar, hvis Montenegro og Danmark senere på aftenen spiller uafgjort.

En sejr til enten Montenegro eller Danmark betyder derimod, at Polen i deres sidste gruppekamp, som er hjemme imod Montenegro, skal have point, hvis de selv vil afgøre, om de skal snuppe førstepladsen i gruppe E.

 

Skriv en kommentar