Martin Jørgensen: Derfor vendte jeg hjem

0

Grunden til Martin Jørgensen vendte hjem til barndomsklubben AGF er meget simpel, han vil med til VM. Det udtaler han til søndagens udgave af Århus Stiftstidende.

Drømmen om at komme med til VM i Sydafrika er så stor for Martin Jørgensen, at han valgte at tage fra det varme himmelstrøg i Firenze og hjem til den danske kulde.

”Jeg vil gerne med til VM. Jeg vil ikke sige, at Morten Olsen har skubbet på, men han har fortalt, at jeg skulle spille noget mere. Havde han sagt, at jeg spillede tilstrækkeligt i Firenze, var jeg blevet der,” siger Jørgensen til Århus Stiftstidende.

Det var dog ikke en hel nem beslutning at træffe for Martin Jørgensen.

”Det var ikke nemt at træffe beslutningen. Men til sidst begyndte det at fylde mere for mig og min familie at komme hjem. Der var noget, der trak i den anden ende,” fortæller han.

For at Martin Jørgensen præsterer på banen kræver det tryghed, og derfor var AGF det helt oplagte valg for ham.

”Jeg skal føle mig hjemme, før jeg kan præstere på banen. Jeg har brug for at være en del af et fællesskab. Jeg skulle hjem, hvor vi skal bo. Jeg gad ikke flytte rundt mere, for jeg er dårlig til det. Og så var der kun Århus,” forklarer landsholdsspilleren.

Fiorentina var til at starte med ikke helt hook på Jørgensens idé om at vende snuden hjemad og det gav et par hektiske uger.

”Det kunne der ikke blive tale om. Da han satte hælene i jorden, tænkte vi 'for fanden da, altså'. Det var så frustrerende. Vi var stort set flyttet hjem. Der var jo et par uger, hvor vi gik og ikke rigtig vidste, om vi var købt eller solgt,” siger Martin Jørgensen.

Skriv en kommentar