Kendte fodboldfans: Mette Cornelius

0

VM-guide.dk vil bringe en række interviews med kendte personer, der har en stor passion for fodbold. I dette interview har vi talt med TV 3+ -værten Mette Cornelius.

Mette Cornelius arbejder for TV 3 + som vært på Onside, hvor hun guider de fodboldglade danskere igennem weekendernes mange SAS Liga-kampe.

Nu ligger SAS Ligaen ligesom alle andre af Europas bedste fodboldrækker som bekendt stille, på grund af VM-slutrunden, der starter på fredag.

Derfor har Cornelius haft lejlighed til at svare på VM-guide.dk's VM-spørgsmål. Svarene følger herunder.

Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?

Det må være slutrunden i 1998. Jeg var for lille til at fatte særligt meget dengang i 1986, men i 1998 var det en kæmpe oplevelse at følge de danske hold. Højdepunktet var Nigeria-kampen, fordi vi spillede så fantastisk flot bold fyldt med lækre detaljer, men også kampen mod Brasilien, som jeg så sammen med venner på Rådhuspladsen i København, var fed, selv om den jo sluttede med det helt forkerte resultat.

Hvad er den største VM-fiasko, du har oplevet?

Når jeg tænker på den største VM-fiasko, kommer 0-3 nederlaget til England i 2002 frem som det første, men ellers måden vi IKKE kom til VM i 2006 på. De to står som de klareste skuffelser for mig.

Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?

Jeg ved, jeg bør sige en af de store gamle som Maradona, men når nu det skal være i MINE øjne, så må jeg altså vælge noget, jeg har været gammel nok til at huske, og så vil jeg sige Zinedine Zidane, som kunne spille det smukkeste fodbold på et helt overjordisk plan - det var bare ærgeligt, at han sluttede VM-karrieren med at vise, at han desværre var alt for menneskelig, da han lod sig provokere af en vis italiener.

Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?

Jeg håber på, at det bliver en fest fuld af seværdig og underholdende fodbold, masser af mål, masser af stemning og ingen sikkerhedsmæssige problemer. Og så håber jeg virkelig på, at holdene - og især Danmark - får styr på VM-bolden, så ikke vi skal se alt for mange tilfældigheder.

Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?

Jeg kan godt forstå, at man valgte at forlænge med Morten Olsen på et tidspunkt, hvor Danmark havde kvalificeret sig til VM på så fornem vis, og jeg synes heller ikke, at afløseren lige stod på spring, så på den måde må jeg svare ja. Men jeg er ikke sikker på, jeg forstår det fra Morten Olsens side. Hvis han var stoppet nu, havde han sat et fornemt punktum - hvis ellers Danmark klarer sig hæderligt til VM.

Hvilken spiller er vigtigst for Danmark?

Det er nemt at sige den stamme op gennem holdet, som Morten Olsen altid fremhæver, men hvis jeg skal pille en enkelt af dem ud, så tror jeg, at Christian Poulsen bliver RIGTIGT vigtig for Danmark. Heldigvis har han længe spillet på et højt niveau på nationalmandskabet, og det tror jeg bestemt også, er nødvendigt for at opnå gode resultater i Sydafrika. Men når det er sagt, så vil jeg også pokkers gerne have Bendtner klar til kamp og i topform i en rasende fart!

Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?

Her er jeg lidt splittet, for min mand er nede og dække slutrunden for TV2, og han kommer først hjem, når Danmark ryger ud, så på den ene side, vil jeg gerne have ham hurtigt hjem, men jeg vil også gerne have god dansk bold. Jeg er dog ret sikker på, at vi går videre fra puljen, men meget længere end det, kommer vi næppe.

Hvem tror du, der vinder VM?

Jeg håber, det bliver Spanien, for de står for det mest seværdige og positive fodbold og har nogle fantastiske spillere. Italiensk fodbold er jeg ikke meget til, så jeg håber ikke, de genvinder tronen.

Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?

Jeg håber selvfølgelig på, at det bliver Nicklas Bendtner, men jeg tror nærmere, at David Villa kan score en del mål, fordi Spanien går hele vejen til finalen.

Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?

Jeg synes, Chile så rigtigt spændende ud, da de var i Danmark og spille. Jeg kender ikke meget til holdet, men de spillede noget af det fodbold, jeg håber, VM bliver fuld af, så de er mit bedste bud.

Skriv en kommentar