Ifølge flere argentinske medier vil Argentinas spillere have fyret landstræner Jorge Sampaoli efter 3-0-nederlaget til Kroatien.
Argentina er tæt på et højest overraskende og tidligt VM-exit.
Først skuffede argentinerne ved at spille 1-1 imod Island, og i går blev Messi og co. godt og grundigt ydmyget, da de tabte med hele 3-0 til Kroatien.
Efter nederlaget til kroaterne tyder det på, at de argentinske spillere har mistet tilliden til landstræner Jorge Sampaoli. I hvert fald skriver flere argentinske medier i dag, at truppen gerne ser, at Sampaoli bliver fyret inden sidste gruppekamp imod Nigeria.
De argentinske spillere holdt angiveligt et møde efter torsdagens nederlag til Kroatien, hvor de altså gav udtryk for, at de ville have Sampaoli fyret omgående.
Derudover skulle den argentinske VM-trup også have ønsket, at Jorge Burruchaga overtager styringen, når den sidste og altafgørende gruppekamp imod Nigeria venter tirsdag aften.
Argentina har foreløbig kun skrabet et enkelt point sammen, og de er tvunget til at slå Nigeria for at have en chance for at avancere til ottendedelsfinalerne.