Neymar banede vejen i brasiliansk storsejr

0

Neymar førte an, da Brasilien mandag aften vandt med 4-1 over Cameroun. Neymar scorede to, mens Fred og Fernandinho stod bag de sidste scoringer.

Værtsnationen Brasilien har ikke for alvor spillet sprudlende og imponerende ved dette VM, men mandag aften så man nogle af holdets offensive kvaliteter udfolde sig i fuldt flor.

Mandag aften stod brasilianerne nemlig over for gruppens dårligste hold, Cameroun, som endnu ikke havde scoret i turneringen.

For at sikre sig førstepladsen i gruppe A skulle Brasilien vinde opgøret, og det kunne mærkes på det tempo, som holdet satte fra starten af kampen.

Efter 17 minutter gav det pote, da Neymar elegant sendte bolden i mål med et følt inderside på indlægget fra Luis Gustavo.

Men bedst som Brasilien fik en ønske-start, så svarede Cameroun pludselig igen. Joel Matip udlignede i det 26. minut efter flot forarbejde af Allan Nyom. Dermed var Camerouns første scoring ved VM 2014 en realitet.

Neymar var dog fast besluttet på, at Brasilien skulle hive sejren hjem. Efter 34 minutters spil, så var stortalentet igen på spil.

FC Barcelona-profilen tog et par træk, hvorefter han trak ind i banen og sendte bolden mellem benene på en Cameroun-forsvarer, der kastede sig ned i forsøget på at afværge bolden.

Det gjorde afslutningen stort set umulig at tage for Camerouns keeper, Charles Itandje.

Bare fire minutter inde i anden halvleg, ville den rutinerede angriber, Fred, som ikke havde scoret et VM-mål siden 2006, også lege med.

David Luiz var trukket med frem på venstrekanten, hvor han sendte et præcist indlæg ind i panden på Fred, der kunne udbygge føringen til 3-1.

Cameroun fortsatte med at arbejde for en reducering, mens Hulk også fik en stor chance for Brasilien i den modsatte ende.

Kampens reele punktum kom dog først i det 84. minut, da indskiftede Fernandinho scorede til slutresultatet 4-1, efter at Brasilien havde erobret bolden langt oppe på banen.

Brasilien tog derfor førstepladsen i gruppen, hvilket betyder, at de skal møde Chile i ottendelsfinalen lørdag aften.

Skriv en kommentar