Neymar knækkede Kroatien

0

Kroatien chokstartede og bragte sig i front mod Brasilien, men efter bl.a. to Neymar-scoringer fik værterne den ventede åbningssejr. 3-1 vandt Brasilien. 

Efter flere måneders ventetid gik det endelig løs, da Brasilien kl. 22:00 dansk tid tog imod Kroatien i VM’s åbningskamp.

Der hvilede et kolosalt stort pres på Neymar og co., og et forventningsfuldt brasiliansk hjemmepublikum var klar til at bære VM-værterne frem fra første fløjt.

Det var dog kroaterne, der i kampens indledning var farligst. De gik ganske uimponeret til opgaven, og det gav pote efter ca. ti minutters spil.

Ivica Olic kom fri på venstrekanten, hvor han smed bolden ind i feltet. Nikica Jelavic, der var med i stedet for en karantæneramt Mario Mandzukic, helkiksede.

Det betød, at bolden fortsatte ind på Marcelos fod og videre ind i det tomme mål. 1-0 til Kroatien og chok i Brasilien.

Umiddelbart før den halve time lykkedes det imidlertid brasilianerne at få bragt balance i regnskabet. Og naturligvis var det Neymar, der sørgede for stor jubel på lægterne.

Den talentfulde Barcelona-spiller kom fri et par meter udenfor feltet og fik trykket af. Selvom forsøget manglede kraft, sad skuddet yderligt, og Stipe Pletikosa i Kroatiens mål måtte se bolden ryge i netmaskerne til 1-1.

1-1 var også stillingen ved pausen. Brasilien havde ikke vist skræmmende takter, hvorimod Kroatien havde bidt fint fra sig.

De fleste forventede et brasiliansk hold, der ville sætte sig tungere på begivenhederne i de sidste 45 minutter. Men VM-favoritterne havde svært ved at presse kroaterne i bund.

Der skulle også en stor dommerfejl til at sætte Brasilien i gang. Et indlæg endte hos Fred, der, næsten uden at blive berørt, fik tilkæmpet sig VM-slutrundens første straffespark.

Neymar blev sat til at eksekvere, og selvom Pletikosa havde begge hænder på forsøget, gik bolden i kassen til brasiliansk 2-1-føring. Kroatien havde godt 20 minutter til at komme tilbage i opgøret.

Niko Kovac’ tropper kæmpede det bedste, de havde lært, men helt tæt på kom de ikke i slutfasen, selvom der flere gange var ved at opstå farlige situationer omkring det brasilianske felt.

I stedet slog Brasilien kontra i overtiden, og med en lumsk afslutning kunne Chelseas Oscar lukke kampen med sin scoring til 3-1, hvilket skabte stor brasiliansk forløsning.

Derved fik Brasilien den perfekte start på VM med en 3-1-sejr og tre point. Lige så vigtigt var det for værterne, at Neymar – med to scoringer – kom rigtig godt i gang med slutrunden.

Næste opgave for Brasilien er et opgør mod Mexico, mens Kroatien skal forsøge at komme på pointtavlen, når de i anden runde skal møde Cameroun.

Skriv en kommentar