Den brasilianske superstjerne Neymar vender tilbage til fodboldbanen om en måned, og derefter vil han arbejde hårdt på at komme i form til VM-slutrunden.
Neymar blev skadet tilbage i februar i en kamp for Paris Saint Germain, og siden har den brasilianske stjerne ikke haft græs under fødderne.
Siden har der hersket stor mystik om brasilianerens skade, men nu har hovedpersonen selv løftet sløret for skadens omfang, og han regner med at blive klar til VM.
"Hvis jeg ikke tager helt fejl, skal jeg til den sidste undersøgelse den 17. maj, og så er jeg klar til at spille," siger Neymar til Sky Sports ved et pressemøde i Brasilien.
"Jeg blev tjekket i sidste uge, og alt var perfekt og udviklede sig fint, så jeg håber, det fortsætter, så jeg kan komme tilbage så hurtigt som muligt."
Neymar fortæller også, at det betyder meget for ham at komme med til VM, og han vil arbejde hårdt for at blive klar.
"Jeg får behandling hver dag, og fra det øjeblik, jeg starter med at træne igen, vil jeg arbejde hårdere end nogensinde, for det er en drøm, der venter lige om hjørnet - det er VM. Jeg har ventet fire år på det. Nu er det tæt på, og jeg håber at møde op i storform," siger Neymar.
Skulle Neymar blive klar til den 17. maj, har han mindst en kamp for PSG til at spille sig i form. Franskmændenes sæson slutter nemlig den 19. maj.