Brasilien er den eneste nation, som har avanceret til alle VM-slutrunder i historien. Læs mere om deres historie, landstræner og VM 2018-trup her.
Fakta:
Fulde navn: Brasilien
Hovedstad: Brasilia
National-stadion: Estádio Jornalista Mário Filho (78.838 tilskuere)
Antal indbyggere: 208.243.982
Øgenavn til landsholdet: A Seleção (de udvalgte)
Placering på verdensranglisten: 2 (november 2017)
Flest landskampe: Marcos Cafu (142)
Flest mål: Pelé (77)
Største sejr: Brasilien - Nicaragua: 14-0 (17. oktober, 1975)
Største nederlag: Uruguay - Brasilien: 6-0 (18. september, 1920) og Tyskland - Brasilien: 7-1 (8. juli, 2014)
Brasiliens største resultater:
Confederations Cup:
Vinder i 1997, 2005, 2009 og 2013
Copa America:
Vinder i 1919, 1922, 1949, 1989, 1997, 2004 og 2007
VM:
Vinder i 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002
VM-historik:
1930: Gruppespil 1934: 2. runde 1938: Tredjeplads 1950: Andenplads 1954: Kvartfinale 1958: Vinder 1962: Vinder |
1966: Gruppespil 1970: Vinder 1974: Fjerdeplads 1978: Tredjeplads 1982: 2. runde 1986: Kvartfinale 1990: 1/8-finale |
1994: Vinder 1998: Andenplads 2002: Vinder 2006: Kvartfinale 2010: Kvartfinale 2014: Fjerdeplads |
Brasiliens VM-erfaring:
Brasilien er med sine fem VM-titler den mest vindende nation i VM-regi. Samtidig har A Seleção også som det eneste mandskab formået at kvalificere sig til samtlige 21 VM-slutrunder, hvilket må siges at være en ganske imponerende bedrift.
Første VM-titel kom i hus for brasilianerne i 1958, hvor værterne fra Sverige blev slået i finalen. I de kommende tre VM-slutrunder dominerede Brasilien også stort, og kun ved slutrunden i 1966 formåede de ikke at vinde.
Pelé var den helt store stjerne, da Brasilien vandt de første tre VM-guldmedaljer. Og da den teknisk sublime angriber stoppede karrieren, gik der rigtig lang tid, før den fodboldgale nation igen kunne kalde sig verdensmester.
VM i USA i 1994 blev slutrunden, hvor brasilianerne atter kom til tops ved verdens største fodboldslutrunde, efter de havde slået Italien i straffesparkskonkurrence i finalen.
Det blev til finale fire år senere, hvor værterne fra Frankrig dog var for stærke. Til gengæld kunne ingen stoppe Brasilien i 2002, hvor Ronaldo var i topform og var hovedårsagen til, at VM-guldet atter kom til Sydamerika.
Når VM i Rusland skydes i gang, er der gået 16 år, siden samba-drengene senest stod øverst på podiet ved VM i fodbold, hvilket lægger et stort pres på de udvalgte spillere, som skuffer, hvis de ikke kommer hjem med VM-trofæet for sjette gang.
Brasiliens vej til VM 2018:
Brasilien var ganske enkelt helt og aldeles suveræne i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Således var brasilianerne den første nation (udover værterne fra Rusland), som kunne booke VM-billetten.
Med fremragende offensivt spil kunne ingen af de andre sydamerikanske hold stille noget op overfor Brasilien, som i mange kampe havde let spil.
Neymar brillerede, men faktisk var der mange brasilianske spillere, som bød sig til i VM-kvalifikationen og gjorde, at mandskabet fungerede upåklageligt.
I de 18 kvalkampe lykkedes det for Brasilien at vinde 12 af opgørene, mens fem endte uafgjort. Kun ét nederlag blev det til, da Chile formåede at få skovlen under de gulblusede.
Selvom Brasilien var helt suveræne på hjemmebane, hvor de vandt otte ud af ni kampe, var de faktisk også Sydamerikas bedste udehold i løbet af kvalifikationen.
Brasiliens landstræner - Tite:
Navn: Tite
Født: 25. maj 1961
Nationalitet: Brasilien
Landstræner siden: 2016
Træner-karriere: Guarany de Garibaldi, Caxias, Veranópolis, Ypiranga de Erechim, Juventude, Caxias, Grémio, Sao Caetano, Corinthians, Atlético Mineiro, Palmeiras, Al Ain, Internacional, Al-Wahda, Corinthians, Brasilien.
Portræt:
Brasiliens landstræner Tite har et langt træner-CV bag sig. Hele 13 klubber har den tidligere brasilianske defensive midtbanespiller, der fylder 57 år kort før, VM bliver sparket i gang, stået i spidsen for.
I 2016 fik Tite for første gang et landstrænerjob, da Brasilien efter en skuffende indsats ved Copa América valgte at fyre Dunga og erstatte ham med Tite.
Tite fik en fremragende start som brasiliansk landstræner med et hav af sejre i VM-kvalifikationen. De mange point, der kom i hus, betød, at Brasilien som den første nation kunne booke VM-billetten, hvilket gav Tite arbejdsro.
Tite har udover et par jobs i mellemøstlige klubber kun stået i spidsen for brasilianske mandskaber, siden han indledte sin trænerkarriere i 1990. Hans bedste resultat var, da han i 2012 vandt VM for klubhold med Corinthians.
Analyse af Brasiliens VM 2018-trup:
Det brasilianske mandskab har et enormt potentiale, og især offensivt vælter de i klassespillere. Der bliver stor konkurrence om, hvem der skal med til Rusland, og hvem der skal sies fra.
Det må siges at være et luksusproblem for Tite, der kan følge de spillere, han har et spørgsmålstegn ved, i de afgørende måneder og uger, før han udvælger de 23 spillere, som skal forsvare landets farver ved VM.
Tidligere har problemet for Brasilien været, at holdet – trods store profiler – ikke har kunnet fungere som en samlet enhed. Dette problem virker dog til at være blevet elimineret, hvilket en fremragende VM-kvalifikation i fjor vidner om.
Målmænd:
Der er stor konkurrence om målmandsposten hos brasilianerne, hvor AS Romas Alisson har stået fast i VM-kvalen. Den 25-årige keeper bliver presset af den et år yngre Ederson, der siden sommeren 2017 har spillet fast for Manchester City.
På trods af, at Edersons er fast målmand i en af Europas allerstørste klubber, forventes det, at Alisson, som altså har været førstevalget for Brasilien i kvalifikationen, står fra start under VM.
Forsvaret:
Verdensklasse. Bedre kan man ikke beskrive den brasilianske defensiv – og det er ikke hverdagskost.
De to foretrukne backs, Marcelo og Daniel Alves, er ekstremt offensive, og de har i en årrække været blandt de allerbedste på deres respektive positioner.
I midterforsvaret kan Tite vælge og vrage mellem Miranda, Thiago Silva, David Luiz og Marquinhos. Fælles for alle fire er, at de er yderst stærke stoppere, som enten spiller eller har spillet for nogle af verdens allerbedste klubber.
Midtbanen:
Det brasilianske landshold har tidligere manglet en god oprydder på midtbanen, som kunne opretholde balancen.
Han er højst sandsynligt fundet, og han hedder Casemiro. Real Madrid-spilleren har imponeret stort i de seneste sæsoner, og han kan blive vigtig for Brasilien under VM-slutrunden.
Et skridt foran Casemiro på den centrale midtbane skal Fernandinho og Paulinho slås om spilletid. De har begge præsteret fint på landsholdet, og de giver Tite et hav af muligheder.
Endnu længere fremme på banen skal Firmino, der også kan benyttes helt fremme som angriber, Coutinho og Willian stå for kreativiteten, som skal føre til chancer.
Angrebet:
Som nævnt i forrige afsnit kan Firmino sagtens bruges som angriber. Neymar, som er Brasiliens ubestridte stjerne, skal naturligvis også nævnes, selvom han langt fra er en rendyrket angriber.
Men Neymar kommer til at være altafgørende for Brasiliens offensive spil – uanset om han bliver placeret på kanten eller helt fremme.
Hold øje med: Neymar
Alle modstandernes øjne vil være rettet mod Neymar, som om nogen kan afgøre en kamp på egen hånd.
Paris Saint-Germain-stjernen ville så gerne have vundet VM på hjemmebane i 2014, hvilket mislykkedes.
Nu får Neymar en ny chance, og det er langt fra utænkeligt, at det tekniske vidunder kan føre Brasilien til tops i Rusland.
Revanchelysten er uden tvivl stor hos Neymar, der måtte se det smertelige 6-1-nederlag til Tyskland i VM-semifinalen i 2014 fra tribunen, da han blev skadet i kvartfinalen mod Colombia.
Skaden var tæt på at koste den lille tekniker karrieren, hvilket ville have været et stort tab – ikke blot for det brasilianske landshold, men også for den neutrale fodboldseer, der kan lide at blive underholdt.