Optakt: Egypten – Uruguay

0

En nøglekamp venter i gruppe A, hvor Egypten og Uruguay med hver deres verdensstjerner skal kæmpe om at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt for avancement ved VM 2018. VM-guide.dk klæder dig på til opgøret.

Fokus på holdene:

Egypten:

Nordafrikanerne har ikke haft den bedste optakt til VM-slutrunden. Faktisk har de ikke vundet en kamp, siden de kvalificerede sig til slutrunden i november sidste år.

Holdet har spillet fem træningskampe i år, men på trods af modstandere, som burde være overkommelige som Grækenland og Kuwait, har holdet altså ikke hevet en sejr i land.

Samtidig har al fokus fra omverdenen ligget på Mohamed Salah, som blev skadet i Champions League-finalen. Det vil være en stor bét for egypterne at undvære stjernen, og spørgsmålet er hvilken mental forfatning holdet er i.

Om Salah bliver klar er endnu uvist, men meget af egypternes VM-håb står og falder med ham.

Uruguay:

Hos Uruguay har de til gengæld mange store stjerner. Diego Godin i forsvaret og så selvfølgelig de helt store offensive profiler Edinson Cavani og Luis Suarez.

Uruguay har spillet tre træningskampe i år. To af dem i turneringen China Cup, som de vandt over Tjekkiet og Wales, og for nyligt vandt de 3-0 over Usbekistan.

Det er et sydamerikansk hold fyldt med selvtillid, som fredag eftermiddag skal forsøge at leve op til favoritværdigheden og slå Egypten.

Fakta:

- De to hold har mødt hinanden en enkelt gang tidligere. Det var tilbage i 2006, hvor Uruguays nuværende anfører Diego Godin scorede til 1-0. Uruguay vandt 2-0.

- Egypten har aldrig prøvet at vinde en kamp ved en VM-slutrunde.

- Uruguay er faktisk dobbelte verdensmestre. Seneste mesterskab ligger dog helt tilbage i 1950.

- Egypten var det første afrikanske land nogensinde til at kvalificere sig til en VM-slutrunde.

- Egyptens målmand Essam El-Haddary vil, hvis han som forventet får spilletid, blive turneringens ældste spiller nogensinde. Han fyldte 45 år i januar.

Seneste nyt:

Egypten:

Det helt store spørgsmål er, om Mohamed Salah bliver klar. De seneste meldinger har ikke været positive, og da en fan mandag tog fat i egypterens skulder for at spørge om en autograf, viste Salah tydelige tegn på smerter. En deltagelse i kampen virker desværre mere og mere tvivlsom. Udover Salah har Hector Cuper en skadesfri trup at vælge ud fra.

Uruguay:

Sydamerikanerne har været forskånet for skader, og i træningskampene har ingen af de store stjerner vist tegn på træthed. Vi forventer et toptændt uruguayansk mandskab.

Hold øje med:

Mohamed Elneny (Egypten):

Hvis Salah er ude, er det Arsenals Elneny, der bliver Egyptens vigtigste spiller. Fra den defensive midtbane skal Elneny ligge og styre det egyptiske spil og samtidig hjælpe forsvaret med at holde styr på Suarez og Cavani.

Luis Suarez (Uruguay):

Angriberen er efterhånden fyldt 31 år, så hvis han skal brænde et vanvids-VM af, inden han bliver for gammel, er det nu. Vi ved, han har evnerne, og på sine bedste dage er Suarez en af verdens bedste fodboldspillere.

Forventede startopstillinger:

Egypten (4-2-3-1):

El-Hadary

Abdel-Shafi - Gabr - Hegazy - Fathi

Hamed - Elneny

Sobhi - Said - Warda

Mohsen

Uruguay (4-3-1-2):

Muslera

Caceres - Gimenez - Godin - Pereira

Bentancur - Torreira - Nandez

Gomez

Suarez - Cavani

Praktisk information:

Stadion: Ekaterinburg Arena, Ekaterinburg.

Spille-tidspunkt: 15. juni, klokken 14:00 | Se hele kampprogrammet her.

Vises på: TV 2 | Se hele TV-programmet her.

Skriv en kommentar