Smal sejr sendte Serbien til VM – playoff til Irland efter drama

0

Serbien er VM-klar efter en smal 1-0-sejr over Georgien. Irland vandt over Wales med de samme cifre og er klar til playoff-runden.

I gruppe D stod Serbien med gode kort på hånden før sidste runde.

En sejr hjemme mod Geoergien ville sende serberne til VM 2018. Til gengæld ville et pointtab betyde, at enten Wales eller Irland, som samtidig mødtes i Cardiff, formentlig ville snuppe førstepladsen.

Serberne formåede ikke at bringe sig i front i første halvleg, hvorfor der stod 0-0 ved pausen. Balkan-drengene havde dog stadig førstepladsen, da der ved halvtid heller ikke var scoret mellem Wales og Irland.

Mens det stadig kneb for Serbien i anden halvleg, skete der pludselig ting og sager i Wales, hvor gæsterne fra Irland kom i front.

En stor opspilsfejl fra værterne gav plads på højrekanten til Jeff Hendrick, som slog bolden ind i feltet, hvor James McClean resolut bankede irerne på 1-0 og playoff-kurs.

Den irske føring betød, at Serbien stadig ville snuppe førstepladsen med uafgjort mod Georgien, men det var de ikke tilfredse med. Således lykkedes det med et kvarter igen for Nemanja Gudelj at bringe serberne på 1-0.

1-0-føringen holdt kampen ud for Serbien, som efter at have misset VM 2014 igen er VM-klar.

Til gengæld havde waliserne for alvor travlt, da aftenens andre resultater betød, at de skulle lave to mål for at holde liv i VM-drømmen.

Trods et massivt pres i slutminutterne stod irerne imod, og de fik hevet 1-0-sejren i land. Det betyder, at Irland er klar til to playoff-kampe i november, mens Wales må vinke farvel til VM 2018.

Skriv en kommentar