Spekulationer omkring, hvorvidt landsholdskeeperen Thomas Sørensen bliver klar til den første kamp mod Holland ved VM kan så småt fordufte. Sørensen melder sig klar.
Landstræner Morten Olsen og resten af den danske befolkning, kan med stor sandsynlighed ånde lettet op. Thomas Sørensen, der udgik med en albueskade mod Premier League-mestrene Chelsea, ser nemlig ud til at blive klar.
Således meddeler han i et interview med The Stoke Sentinel, at han igen kan bruge hænderne. Efter genoptræningen er han begyndt at træne med bolde, og han fortæller, at han nu både kan gribe og kaste bolde igen.
"Vi er i gang med at genoptræne, og jeg har lige haft mine første øvelser med bold, og det føltes virkelig godt," siger han.
Denne nyhed må uden tvivl komme som en lettelse i den danske lejr, hvor man frygtede at Sørensen missede VM.
Alt peger nu på, at Sørensen er klar til at stå i den første VM-kamp mod Holland, der om en lille måned skal spilles. Stoke-keeperen sigter dog imod at komme i kamp allerede inden.
"Jeg håber, at komme til at spille en træningskamp før VM for at være helt sikker på mig selv og for at spille i en kampsituation, før det hele går i gang," udtaler han.
Dette kan han få mulighed for mod enten Senegal eller Sydafrika, der er Danmarks sidste testmodstandere, inden det går løs mod Holland.
Skrevet af Kasper Nielsen