Thomas Sørensen er lettet og VM-klar

0

Thomas Sørensen frygtede det værste, da han måtte køres på hospitalet, efter et sammenstød med Salomon Kalou for en lille måned siden. Nu melder han sig VM-klar.

En chokbølge bredte sig gennem Danmark, da Thomas Sørensen måtte køres på hospitalet med, hvad der lignede en brækket albue, efter et sammenstød med Chelsea-angriberen Salomon Kalou.

Efterfølgende scanninger viste dog, at skaden ikke var så slem, som først antaget, og nu melder Thomas Sørensen sig så endegyldigt klar til VM.

"Inden for to uger kan jeg træne fuldt med igen. Så det skulle give mig god tid til at være klar til den første VM-kamp," forklarer Sørensen over for TV 2 Sporten.

Dermed får Danmark førstekeeperen i aktion under VM, og hovedpersonen selv er da også meget lettet.

"Jeg er utrolig lettet. Det har været en grå sky at have hængende over sig. Selvom det har set positivt ud, så er man jo altid lidt i tvivl. Man frygter jo det værste engang imellem."

Med 86 kampe på mål er Thomas Sørensen en af holdets mest rutinerede spillere.

Skrevet af Kasper Nielsen

Skriv en kommentar