Kampen mellem Spanien og Paraguay nåede at byde på hele tre straffespark, men det var David Villa, som endte med at blive helten for Spanien endnu en gang.
Inden den sidste kvartfinale ved VM i Sydafrika, der skulle stå mellem Paraguay og Spanien, var det tydeligt, at spanierne var favoritter, mens Paraguays landstræner også gjorde sit hold til underdog, men samtidig fortalte, at man ville spille sin chance.
Det må man sige, at Paraguay gjorde. Fra kampens start stod de meget højt oppe på banen, og det var tydeligt, at spanierne var overraskede over det massive pres fra Paraguays side.
Men som kampen skred frem havde de paraguayanske spillere svært ved at holde kvaliteten i deres tryk mod Spaniens bagkæde, hvilket medførte mere plads til Spanien.
Xavi blev noteret for det bedste forsøg for Spanien i første halvleg, da han afsluttede et godt stykke udefra feltet, efter at han elegant havde vippet bolden op med venstrebenet med ryggen til målet, hvorefter han i samme bevægelse vendte rundt og fik trykket af, men bolden gik tæt over målet.
Det lykkedes Paraguay at score i de sidste minutter af halvlegen, men målet blev annulleret, på grund af offside, da Oscar Cardozo ifølge dommeren havde indflydelse på scoringen i en nærkamp i feltet, selvom det var Nelson Valdez, der stenstikkert sendte bolden i nettet.
Første halvleg endte dermed målløs, men den portion drama, som første halvleg godt kunne beskyldes for at mangle blev i den grad betalt tilbage i anden halvleg af opgøret.
Paraguay fik et straffespark en lille times tid inde i anden halvleg. Gerard Pique holdt Oscar Cardozo fast efter en dødbold, men Spaniens keeper Iker Casillas reddede det efterfølgende skud fra Cardozo.
Kort tid efter var det oppe i modsatte ende, at dommeren kunne pege på pletten. David Villa blev nedlagt af Antolin Alcaraz, og Xabi Alonso scorede sikkert på sparket. Men kampens dommer, Carlos Batres, var af den opfattelse, at en række spillere var løbet ind i det lille felt, før det var tilladt.
Derfor dømte han omspark, og Alonso sparkede igen, men denne gang utroligt sløset, så Paraguays keeper let kunne redde skuddet. Francesc Fabregas jagtede den løse bolden og blev nedlagt i det lille felt i en situation, der så ud til at være tydeligere end det første spanske straffespark, men denne gang var fløjten i munden på Batres fuldstændigt i ro.
Begge hold havde nu fået ekstra blod på tænderne til at score det afgørende mål, men det var først efter 83 minutter, at Spaniens målræv David Villa kunne bringe sit land på sejrskurs.
Andres Iniesta tog en elegant dribletur, og fandt derefter Pedro, der afsluttede, men afslutningen tog den fjerneste stolpe, men Villa var hurtig på riposten, så han kunne dreje bolden over på højre stolpe, hvorefter den snittede modsatte stolpe og strøg ind i målet til 1-0.
Spanien lignede vinderen af kampen, men pludselig var Paraguay utroligt tæt på at score mod kampens afslutning. Lucas Barrios kanonerede bolden af sted mod Iker Casillas i Spaniens mål, og han formåede ikke at holde bolden.
Derfor røg den ud til Roque Santa Cruz, men en flot fodparade af Casillas sørgede for, at der ikke faldt flere mål i Spaniens ende, ligesom Spanien heller ikke fik scoret i modsatte ende.
Spanien er med deres 1-0-sejr over Paraguay klar til semifinale-opgøret med Tyskland.