Spanien besejrede mandag aften Honduras. David Villa blev dobbelt målscorer, men samtidig fik han også chancen for at score hattrick på straffe, som han missede. Spanien vandt 2-0.
Ligesom det var tilfældet mod Schweiz i deres første kamp i gruppespillet, formåede Spanien at skabe et hav af chancer i mødet med Honduras.
Den store forskel på dagens kamp og åbningskampen var dog, at spanierne også fik scoret på et lille udsnit af deres store scoringsmuligheder.
Spanien stillede offensivt op med David Villa og Fernando Torres på toppen, og det skulle vise sig at være en god angrebskonstellation.
Seks minutter inde i opgøret opstod den første store mulighed til Spanien, da Villa kanonerede bolden op på overliggeren.
Spanierne fortsatte deres massive pres mod Honduras' mål, og det udløste et mål i det 17. minut. Villa tog nogle træk på venstrekanten, hvorefter han snød tre forsvarsspillere og nærmest liggende fik drejet bolden op i højre målhjørne til 1-0.
Angrebsmakkeren Fernando Torres fik serveret en masse chancer på et sølvfad, men det var tydeligt at se, at Torres manglede de sidste procenter for at leve op til sit topniveau.
Efter en time kom et glimrende eksempel på én af de store muligheder, da Sergio Ramos satte en forsvarer af på højrekanten og sendte bolden ind i panden på Torres, der dog ikke kunne få nok fart på afslutningen til at det for alvor voldte problemer for keeperen.
Kort tid efter var Torres igen på spil, hvor han fik revet sig fri af de hårdtarbejdende forsvarer, men han sparkede tæt over målet.
David Villa stod for den sidste opsigtsvækkende episode i første halvleg, da en Honduras-spiller trådte på Villa, hvorefter han plantede sin hånd på Honduras-spillerens kind. Men dommeren opdagede ikke episoden.
Seks minutter inde i anden halvleg leverede Villa endnu en positiv aktion i kampen. Han modtog bolden fra Jesus Navas på højrekanten, der elegant spillede bolden tilbage til Villa, der kunne takke en Honduras-forsvarer for at rette sit skud af, så det blev umuligt at tage for keeperen.
Stillingen var nu 2-0, og bare et minut efter kunne Ramos meget vel selv være kommet på måltavlen til 3-0, da han leverede et godt skud udefra.
Navas fortsatte med at udfordre på højrekanten, og det resulterede i at en Honduras-forsvarer måtte tage ulovlige midler i brug og fjerne Navas' ben i det lille felt.
Dommeren pegede omgående på pletten, og Villa kunne nu fuldføre et vaskeægte hattrick. Men presset blev åbenbart for stort for den nyindkøbte FC Barcelona-angriber, der sparkede tæt forbi målet.
David Villa kæmpede hårdt for at nette for tredje gang i opgøret, men det lykkedes ikke, og spanierne måtte nøjes med 2-0-sejren, trods utallige chancer.
Kampens spillere:
Spanien - David Villa: Villa var utrolig denne aften. Han virkede opsat på at score mål. Han var konstant farlig i angrebet og søgte hele tiden efter bolden i feltet. Hans indstilling var klar, og det var tydeligt, at han var interesseret i at sende tre point vigtige ind på Spaniens VM-konto.
Honduras - Wilson Palacios: Holdet havde generelt svært ved at få spillet til at fungere, grundet den lave boldbesiddelse. Men én af de spillere, der vitterligt forsøgte at skabe noget, var den 25-årige Tottenham-spiller Wilson Palacios.