Sverige tog første stik mod Italien

0

Sverige fik et rigtig fint udgangspunkt, da de på hjemmebane slog de firedobbelte verdensmestre fra Italien med 1-0 i VM-playoffen.

På Friends Arena i Stockholm tog Sverige her til aften imod Italien i de to nationers første VM-playoff-kamp.

De italienske favoritter, der ikke har misset en VM-slutrunde siden 1958, var allerede i kampens femte minut millimeter fra at komme i front.

Efter fint opstil kom Matteo Darmian igennem på venstrekanten, hvorfra han lagde bolden ind i det svenske felt, hvor Andrea Belotti kom højest. Torino-angriberen måtte dog se sit hovedstød stryge snert forbi målrammen.

Kun et par minutter senere var det så svenskerne, der bed fra sig. Emil Forsberg blev spillet fri på kanten af feltet, men hans afslutning røg akkurat forbi stolpen.

Trods den begivenhedsrige start på kampen forløb resten af de første 45 minutter uden de helt store højdepunkter. Sverige havde været bedst, men 0-0 var alligevel et retvisende billede af første halvleg.

Italienerne, som havde været forholdsvist tamme før pausen, kom blæsende fra anden halvleg start og lagde pres på de svenske værter. Alligevel var det de gulklædte, som efter en times spil tog føringen.

Efter et langt indkast havnede bolden hos Jakob Johansson, der netop var blevet indskiftet. Den svenske midtbanespiller trykkede af, og via Daniele De Rossis ben havnede bolden i netmaskerne bag en chanceløs Gianluigi Buffon.

Scoringen fik italienerne til at skrue yderligere op for tempoet, og 20 minutter før tid var det for alvor tæt på. Darmian hamrede til kuglen fra kanten af feltet, men Manchester United-backen måtte se sin afslutning prelle af på stolpen.

Trods italiensk pres i slutningen af kampen kom gæsterne ikke for alvor tæt på den vigtige udligning. Derfor sluttede opgøret 1-0 til Sverige, som står med gode kort på hånden før returkampen på mandag i Milano.

Skriv en kommentar