Sydkorea VM-klar efter nulløsning

0

Sydkorea er VM-klar efter 0-0 ude mod Usbekistan, som blev sorteper, da Syrien i overtiden fik hevet 2-2 hjem fra den svære udekamp mod Iran.

Der var her til aften lagt op til den helt store gyserafslutning i gruppe A af den asiatiske VM-kval.

Iran havde på forhånd kvalificeret sig i suveræn stil, men inden sidste runde kunne både Sydkorea, Usbekistan og Syrien nå andenpladen i gruppen, der ville give direkte adgang til VM i Rusland.

Før den afgørende runde lå Sydkorea to point foran Usbekistan og Syrien. Sydkoreanerne kunne med en sejr ude over Usbekistan altså booke VM-billeten, mens det så mere indviklet ud for usbekerne.

Hvis de skulle kvalificere sig til VM, krævede det en sejr over Sydkorea, samtidig med at Syrien ikke besejrede Iran på udebane. Så ville Syrien nemlig ganske overraskende være VM-klar.

Men der skulle kun spilles 13 minutter, før syrerne faktisk var på VM-kurs. Således bragte Mohamad Tamer Haj Syrien i front imod Iran. Det var samtidig første mål i anden del af VM-kvalifikationen, som iranerne indkasserede.

Da der stadig stod 0-0 mellem Usbekistan og Sydkorea, var Syrien på á point med sydkoreanerne på gruppens andenplads - men med Syrien som VM-klar pga. en bedre målscore.

Syrien formåede dog ikke at gå til pausen med 1-0-føringen. Det lykkedes nemlig for Rubin Kazan-angriberen Sardar Azmoun at udligne i første halvlegs sidste minut for Iran.

Selvsamme Azmoun var dog ikke færdig, og 20 minutter inde i anden halvleg gjorde han det yderst vanskeligt for syrerne, da han bragte de suveræne iranere på 2-1.

Så tydede det på, at Syrien var ude af billedet, men dybt inde i overtiden fik Omar Al Soma udlignet til kampens slutresultat 2-2.

I gruppens andet opgør formåede Usbekistan ikke at nedbryde Sydkorea, hvorfor det endte 0-0, som lige akkurat sender Sydkorea til VM 2018.

Til gengæld betyder Syriens sene udligning, at de skal spille to playoff-kampe på bekostning af Usbekistan, som altså blev sorteper i gruppe A.

Syriens modstander i playoff-kampene findes senere i aften. Det bliver enten Saudi Arabien eller Australien.

 

Leave A Reply