Tempofyldt åbningskamp endte uafgjort

0

VM-åbningskampen mellem værtsnationen Sydafrika og Mexico var en yderst underholdende kamp, hvor holdene i sidste ende måtte deles om pointne.

VM-slutrundens åbningskamp 2010 var blevet spået til at blive en noget nervøs affære, hvor begge hold efter alt at dømme ville lægge ud med at spille defensivt rent taktisk.

Men virkeligheden var en helt anden. Fra første fløjt var tempoet højt, og Mexico viste, at de er et teknisk godt mandskab, med en række offensive profiler.

Allerede i de indledende minutter kom Mexico til en stor mulighed, da Giovani Dos Santos var tæt på at score, men hans forsøg blev dog blokeret.

Dos Santos var med i utroligt mange aktioner i første halvleg, og det virkede som et sprudlende Mexico-mandskab, mens værterne fra Sydafrika havde travlt med at forsvare sig i bagkæden.

Sydafrikanerne kom dog også til muligheder i midten af første halvleg ved Steven Pienaar, der ligeledes var en spiller, der gjorde sig positivt bemærket.

Kort tid efter kom Guillermo Franco frem til en stor mulighed, da han blev spillet af Carlos Vela. Han tæmmede bolden flot, men Sydafrikas keeper Khule viste frygtløsthed og fik flot reddet bolden.

Efter 37 minutter var bolden i netmaskerne hos Sydafrika, da Rodriquez forlængede bolden til Vela, der sikkert sendte læderet i målet, men desværre for mexicanerne blev målet annulleret. Khule var langt ud af sit mål, mens en sydafrikansk forsvarer samtidig stod på målstregen, men der var korrekt offside.

Anden halvleg var kun ti minutter gammel, da stemningen på Soccer City eksploderede blandt hjemmeholdets fans.

Siphiwe Tshabalala løb direkte mod målet, og da han stod overfor Perez i Mexicos mål, kanonerede han bolden op i fjerneste målhjørne - uden chance for Perez, til stor jubel og vuvuzela-begejstring for tilhængerne.

Seks minutter efter var Dos Santos tæt på at bringe balance i stillingen, da han afsluttede mod nærmeste målhjørne, men på akrobatisk vis fik Khule snuppet bolden, inden den røg i netmaskerne.

I det 65. minut fik Sydafrikas Modise en enorm chance, men der var fløjtet for offside, og derfor behøvede Modise ikke at ærgre sig over sin manglende skarphed i situationen.

Mexico forsøgte, at øge presset mod Sydafrikas mål, og det resulterede i et mål med et lille kvarter igen. Efter et kort hjørnespark sendte Guardado bolden ind i feltet, hvor en umarkeret Marquez kunne tæmme bolden med foden og dernæst sparke balance i regnskabet til 1-1.

Herefter pressede mexicanerne fortsat på for at få de tre point, men bolden ville ikke over stregen mere i opgøret. Derfor måtte parterne dele pointene, 1-1 blev slutresultatet.

Kampens spillere:

Sydafrika - Steven Pienaar: Han var nærmest alle steder på banen. Han var hele tiden spilbar, og en vigtig faktor i det sydafrikanske opbygningsspil.

Mexico - Giovani Dos Santos: Han var en stor trussel rent offensivt. Han viste, at han både kan skabe chancer på egen hånd, men samtidig også skabe plads og muligheder til sine medspillere.

Skriv en kommentar