Tomasson: Jeg nærmer mig VM-form

0

Den danske Feyenoord-angriber, Jon Dahl Tomasson, er atter begyndt at spille fodbold for sin hollandske arbejdsgiver, efter at have været hælskadet.

Danmarks landsholdsangriber, Jon Dahl Tomasson, er blevet sin hælskade kvit efter seks ugers skadespause, og han kan allerede mærke, at det går fremad med VM-formen.

"Jeg kom tilbage i sidste uge og har fået spilletid i de seneste to kampe. Jeg startede inde i sidste weekend og spillede 60 minutter. Jeg har trænet hele denne uge, og det går bedre og bedre med skaden," fortæller Jon Dahl Tomasson ifølge Ritzau.

Han vurderer skadesforløbet som et ekstra pusterum, idet han nu føler sig ekstra gearet til VM-slutrunden.

"Jeg har fået lavet nogle fodboldstøvler, jeg kan have på. Men jeg render stadig rundt i klip-klappere til daglig, for jeg kan ikke have almindelige sko på endnu. Jeg har fået en lille pause på grund af skaden, så jeg føler mig i hvert fald ikke slidt forud for VM."

I Feyenoords afsluttende sæsonprogram skal de afvikle to pokalfinaler mod Ajax Amsterdam, mens de skal spille en vigtig ligakamp om en top-4-placering i den hollandske Æresdivision.

Skriv en kommentar