England førte 2-1, da en katastrofal dommerfejl indtraf. I anden halvleg satte tyskerne trumf på, og således besejrede de England med hele 4-1.
Dagens tidlige kamp i ottendedelsfinalen stod mellem England og Tyskland. Tyskerne sad på det meste af spillet i starten af første halvleg, og kampen var kun tyve minutter gammel, før Englands forsvar lod til at være i ubalance.
Tysklands målmand Manuel Neuer tog målspark, og det gjorde han så godt, at bolden endte helt nede i modsatte ende, hvor den strøg forbi Matthew Upson, så Miroslav Klose kunne nette til 1-0.
Tyskerne var nu for alvor i målhumør, så ti minutter senere kunne Klose spille Thomas Müller i dybden, hvorefter han elegant lobbede bolden over en engelsk forsvarer til en fremadstormende Lukas Podolski.
Podolski tæmmede bolden, og derefter kanonerede han bolden ned for roden af fjerneste stolpe til føringen 2-0.
Ud af ingen ting kom England pludselig tilbage bare fem minutter efter, da Steven Gerrard sendte et indlæg ind i feltet, hvor Matthew Upson flot headede bolden i mål til 2-1.
Minuttet efter kom katastrofale dommerfejl, der nok vil blive debatteret i England og især den engelske presse igennem flere uger. Frank Lampard affyrede flot fra 20 meters afstand, og Neuer var prisgivet i situationen.
Bolden ramte overliggeren, hvorefter den landede en halv meter inde over målstregen, mens den ramte overliggeren igen og hoppede ud.
Mange troede, at målet blev anerkendt, men dommer Jorge Larriondas fløjte forblev tavs. Episoden bragte minder tilbage til 1966, hvor England vandt VM efter en finalesejr over netop Tyskland. Finalen gik på daværende tidspunkt i forlængelse, hvor Geoff Hurst ligeledes sendte bolden på overliggeren, hvorefter den landede på jorden og dommeren uden tøven dømte mål.
Udligningen kunne ellers være kommet på det bedste tænkelige tidspunkt, lige før pausefløjtet. I anden halvleg pressede England mere på, og de var tydeligt meget opsatte på at komme tilbage i opgøret.
Frank Lampard forsøgte sig igen med en langskud fra 30 meter, men bolden ramte overliggeren rent denne gang.
Anden halvleg var meget chancerig, og på dette tidspunkt var det svært at vurdere, hvilken nation, der dominerede kampen.
Men Tyskland gjorde det onde ved englænderne midt i anden halvleg. Tyskerne slog kontra, og bolden endte hos Thomas Müller, der fra højre side af feltet kunne score til 3-1.
Blot få minutter efter blev sejren slået fast med syvtommersøm, da Mesut Özil udnyttede sin hurtighed mod Gareth Barry på venstrekanten, og derefter sendte bolden ind mellem benene på en englænder ind til Thomas Müller, der bankede bolden ind til 4-1.
Med små fem minutter igen blev Emile Heskey sendt på banen i stedet for Defoe, men løbet var øjensynligt kørt på dette tidspunkt. Især Wayne Rooney virkede opgivende i kampens slutfase.
Kampen endte 4-1 til Tyskland, der nu er klar til kvartfinalen, men det sidste punktum for denne kamp er sandsynligvis ikke sat hos den engelske presse. Nederlaget var samtidig det største VM-nederlag for Englands vedkomne.
1 kommentar
Tyskland – England
Mand of the match: Dommeren
Helt generelt holder dommerne et fast lavt niveau!