Uruguay sejrede med 4-2 hjemme over Bolivia, hvilket betyder, at uruguayerne slutter som nummer to i den sydamerikanske VM-kval og er klar til VM i Rusland.
Det så rigtig godt ud for Uruguay før nattens afgørende runde i Sydamerika.
Et enkelt point hjemme mod Bolivia ville være nok til at sikre VM-pladsen. Men det startede ikke planmæssigt for uruguayerne, som kom bagud midtvejs i første halvleg på et selvmål af Gaston Silva.
Silva gjorde dog skaden god igen, da med to oplæg var med til at vende kampen før pausen. Først assisterede han Martin Caceres, og tre minutter senere var det Edinson Cavani, som lukrerede på Silvas forarbejde.
Derfor førte Uruguay 2-1 ved pausen.
Det skulle dog blive endnu bedre i anden halvleg, hvor Luis Suarez med scoringer til 3-1 og 4-1 lukkede kampen og sendte hjemmeholdet endegyldigt til VM.
Det betød derfor ikke det store, at Diego Godin i slutfasen lavede Uruguays andet selvmål i opgøret. Det sluttede 4-2 til Uruguay, der slutter som nummer to i den sydamerikanske VM-kval og altså er VM-klar.