VM-festen åbnes med koncert-brag

0

Når den første VM-slutrunde på afrikansk grund skal afvikles i Sydafrika i juni måned i år, bliver fodboldfesten skudt i gang med en række kendte musikstjerner.

Før VM-slutrunden i Sydafrika sparkes i gang, vil en række musikstjerner skabe en stor fest i det fattige kvarter Soweto, som er det største kvarter med sorte mennesker i hovedstaden Johannesburg.

Der vil blive afholdt en stor koncert, hvor stjerner som Black Eyed Peas, Shakira og Alicia Keys er på listen over optrædende.

De skal optræde på et stadion, hvor der er plads til 30.000 mennesker, mens koncerten samtidig bliver vist til millioner af mennesker over hele verden.

"Vi er begejstrede for at lade en koncert af denne størrelsesorden og med så stor en talentmasse trække tæppet fra til det første VM på afrikansk jord," fortæller FIFA's generalsekretær, Jerome Valcke ifølge Reuters.

Overskuddet fra koncerten vil gå direkte til FIFA's eget udviklingsprojekt, der hedder 20 Centres for 2010, som har det formål, at opbygge 20 centre over hele det afrikanske kontinent, hvor man kan tilbyde uddannelse, sundhedsydelser samt fodboldfaciliteter for de dårligst stillede i lokalsamfundene.

"Koncerten vil være et udtryk for den universelle samlende kraft, som fodbold og musik kan have, og det vil sætte turneringen i gang i en festlig tone," siger Jerome Valcke.

Koncerten vil dog ikke kun være præget af amerikanske stjernenavne, eftersom en række afrikanske sangstjerner som den sydafrikanske gruppe Parlotones og Benin-fødte Angelique Kidjo ligeledes kommer på scenen.

Skriv en kommentar