William Kvist ser frem til Danmarks afgørende VM-kvalkamp mod Polen, som kan få stor betydning for, om midtbanespilleren kommer med til en sidste slutrunde.
På fredag venter der en yderst vigtig VM-kvalifikationskamp, når Danmark i en udsolgt Telia Parken tager imod Polen, som i øjeblikket topper gruppe E seks point foran Montenegro og Danmark.
Den danske midtbaneslider William Kvist, der i tirsdags kunne fejre, at det var præcis ti år siden, at han debuterede på det danske A-landshold, er klar over vigtigheden af det forestående opgør imod Polen.
"Det er en stor kamp for os og for mig personligt. Jeg fylder 33 til januar, og realistisk set vil dette (VM 2018, red.) være min sidste chance for at spille til en stor turnering," siger Kvist i et interview med fifa.com.
"Jeg føler mig heldig ved at have været med til en VM-slutrunde før, men at komme med endnu engang er bestemt et af mine sidste store mål som fodboldspiller," forklarer Kvist.
Hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om at snuppe tre point på fredag, skal Bayern München-stjernen Robert Lewandowski, der lavede hattrick i den omvendte kamp mod Danmark, stoppes. Men ifølge Kvist er det ikke lige til.
"At stoppe en fyr som ham er lettere sagt end gjort. Vi havde masser af fokus på at lukke ham ned, da vi mødte dem på udebane... og så scorede han et hattrick!"
Danmarks kamp imod Polen og Lewandowski sparkes i gang på fredag kl. 20:45.