Aakjærs blog: Mit danske VM-hold til Qatar 2022

0

VM-guide.dk's blogger, Torben Aakjær, ser frem mod VM 2022, hvor han kommer med sit bud på de danske spillere, der udgør Danmarks landshold på det tidspunkt.

Dårligt er VM 2018 overstået for Danmarks vedkommende, før mange, herunder undertegnede, spekulerer på hvordan fremtidens hold kan se ud. Hvem er ikke gode nok, hvem er for gamle, og hvem dukker mon op, og skal have chancen fra de yngre årgange?

Det første er selvsagt en subjektiv vurdering, omkring alderen så er det relativt enkelt, mens det sidste i den grad er hypotetisk, idet de spillere som aktuelt ser interessante ud, kan være visnet bort allerede om 1/2 år, og kigger vi frem mod VM 2022, som jo afvikles i ørkenstaten Qatar, og tilmed først sent på året, helt præcis i tidsrummet 21. november - 18. december, dvs. der er knap 4 1/2 år til endnu, ja så kan der i allerhøjeste grad være sket en hel del, også i lille fodbold Danmark.

Personligt er jeg en af dem, som ikke har været specielt tilfreds med landsholdets indsats i Rusland. Bevares Danmark gik da videre fra gruppen, hvilket jeg nærmest vurderede var et krav, men hverken spillet på eller udenfor banen (Åges roderi med de mange ikke udtagne spillere), var ikke kønt at se på, og set med fremtidsbriller, er det næppe den stil, holdet skal fortsætte med.

Jo, såfremt det gav resultater, for dem der er gamle nok til at huske tilbage på EM 92, så var det bestemt heller ikke kønt, det som Danmarks helte der præsterede, men som bekendt gav det et minde rigt resultat, hvilket så ikke just har været tilfældet for det nuværende hold.

Kynisme, pragmatisme, og en stærk defensiv, ser ud til at være noget der i det store og hele skal krediteres Åge, men når vi nærmer os midtbanen, kanterne, og i særdeleshed angrebspositionerne blegner det nærmest totalt. Christian Eriksen, der kæmpede mod Morten Olsens regime, og som ellers er blomstret betragteligt under Åge, var som bekendt en skygge af sig selv under VM, men han og Delaney ved vi trods alt hvad kan, så det er ikke her bekymringen er størst. Men på alle øvrige pladser, med undtagelse af de centrale forsvarspladser, og på kort sigt målmands posten, ser det ikke lovende ud, og slet ikke når vi smider 4 1/2 oveni spillernes nuværende alder.

Men jeg vil forsøge at pejle mig ind på en trup og en startopstilling, som den til den tid siddende landstræner (går ikke ud fra at Åge på det tidspunkt er trænere længere, i det nordmanden vil være 69 år, så mon ikke det slutter for hans vedkommende senest omkring EM 2020) kan tage med til Qatar, såfremt Danmark naturligvis kvalificerer sig.

Hvis vi starter med de spillere, som netop har været i Rusland, er det jo enkelt at skære Michael Krohn-Dehli og William Kvist fra, idet duoen begge har sagt stop. Alderen ville nok alligevel have diskvalificeret dem til 2022.

Af de tilbageværende 21, tillader jeg mig, igen som minimum pga. alder, men også det niveau, jeg mener de har til den tid, at skære disse spillere fra (alderen i parentes når VM i Qatar starter):

Kasper Schmeichel, 36 år
Henrik Dalsgaard, 33 år
Lasse Schøne, 36 år
Nicolai Jørgensen, 31 år
Martin Braithwaite, 31 år

Her vil enkelte nok indvende at 36 år ikke er alvorligt for en keeper, og det har de helt sikkert ret i, om end "trenden" de senere år, går mod at målmænd, om ikke topper, så i hvert fald er tæt på, når de er i slutningen af 20'erne/starten af 30'erne, hvilket Kasper Schmeichel jo er et glimrende eksempel på i disse år.

Et par af hans forgængere i dansk landsholds regi, henholdsvis Thomas Sørensen og Peter Schmeichel, var begge 36-37 år, da de stoppede, og begge var totalt nedslidte, hvilket helt sikkert skyldes den megen fysik der benyttes som målmand, nok ikke mindst i Premier League, hvor jo også Kasper til daglig arbejder.

Summa summarum, så vælger jeg at fjerne ham, og det samme er tilfældet for Dalsgaard og Schøne, begge pga. alder. Omkring Nicolai Jørgensen, der godt nok "kun" er 31 år i Qatar, så hænger det sammen med, at jeg faktisk forudser en relativ hurtig deroute for den humørsvingende angriber, der udover at være mildt sagt elendig i Rusland (ja vel sammen med Sisto den dårligste spiller), også har ladet sig påvirke ganske meget af en tilsyneladende fejlslået handel, der alligevel ikke blev til noget mellem Feyenoord og Newcastle.

Om det er sandt eller ej, er ikke til at sige, men igen, jeg skal tage en beslutning, og i 2022 forventer jeg ikke at Nicolai spiller på et specielt højt niveau. Martin Braithwaite tror jeg ikke besidder meget fart til den tid, så også han må "lade livet".

Omkring Victor Fischer, der til den tid vil være i en perfekt fodboldalder som 28 årig, så har jeg af niveaumæssige årsager valgt ikke at udtage ham. Jeg har aldrig set det store lys i den frembrusende jyde, og i min optik burde han cuttes allerede nu, men i hvert fald senest ifb. med Qatar, hvor jeg jo har "ansvaret", i hvert fald i denne artikel 😉

De tilbageværende 15 spillere, må bestemt være i spil til den tid også, så det forudsætter jeg i min trup sammensætning.

På målmandsposten, ser jeg til den tid Lössl som første keeper. Han har, i modsætning til Kasper Schmeichel, der dog så er stærk andre områder, højden med sine 195 centimeter til at være en virkelig stærk keeper, og fortsætter han med at være fast mand i en PL-klub, bør han på sigt kunne overtage posten efter Schmeichel, også selvom han derved indenom overhaler den formelle anden keeper her og nu, Rønnow, der ganske vist tager til Frankfurt, hvilket på papiret er et mega step up fra Superligaen, men jeg tror ikke på ham på sigt, da han i min optik simpelthen er for spinkel (og stille) til at blive en virkelig god keeper.

Højden er heller ikke skræmmende, dog noget højere end Schmeichel. Så han fortsætter tilværelsen som anden keeper i landsholds regi, og ny mand i truppen på den post, bliver så den nuværende Leicester keeper (reserveholdet), Daniel Iversen, som har vist lovende takter i
U landsholds regi, er en stor kleppert, og til den tid vil være 25 år.

Så hopper vi frem til forsvaret, hvor jeg vil udtage 8 mand. 6 af dem er gengangere fra den aktuelle VM trup, nemlig AC, Vestergaard, Stryger Larsen, Jonas Knudsen, Zanka og anfører Kjær, der som 33 årig, er holdets krumtap i de bagerste rækker.

Yderligere vil jeg så tilføre Durmisi, der er mærkværdige årsager ikke kom med til Rusland, samt Rasmus Nissen, der aktuelt spiller i Ajax, og på sigt kunne blive højre backen i kamp med Stryger Larsen. Det er 4 centrale, 2 højre og 2 venstre back. Perfekt!

Af andre emner kan man overveje Frederik Sørensen, til den tid 30 år, Jacob Rasmussen, til den tid 25 år, Joachim Andersen, til den tid 26 år, eller Nicolai Boilesen, til den tid 30 år. Bjelland er slet ikke i spil til den tid med sin skades- og klub historik, og så vil han tilmed være fyldt 34 år.

Midtbanen er der hvor der sker mest udskiftning. Kun 3 fra den nuværende trup klarer cuttet. Eriksen, Delaney og Lerager, og de suppleres af Mathias Jensen, aktuelt FCN, under forudsætning af at han snart kommer til udlandet, og naturligvis der får en vis succes, Robert Skov, under samme forudsætninger, og så et par helt unge spillere i form af Nartey og Victor Jensen, der aktuelt er i henholdsvis FC Köln og Ajax.

Begge er blandt de absolut mest interessante yngre spillere i Danmark her og nu, og Nartey har tilmed fået debut i Bundesligaen i den forgangne sæson. Fortsætter de begge de lovende takter, bør de være sikre spillere i en fremtidig trup.

Alternativer som jeg har set bort fra er Daniel Wass, til den tid 33 år, Pierre-Emile Højbjerg, til den tid kun 28 år, men som tilfældet er med Nicolai Jørgensen og Victor Fischer, så tror jeg ikke på ham mentalt, hvilket Åge jo så har været enig med mig i ift. den aktuelle trup. Mike Jensen på næsten 35 år til den tid, er selvsagt heller ikke aktuel, og hvad angår den unge Jacob Bruun Larsen fra Dortmund, tvivler jeg faktisk på hans fortsatte udvikling, og ser således bort fra ham, men han er da bestemt tæt på, igen såfremt der sker noget positivt snart mht. hans udvikling.

Angrebspladserne besættes af 4 fra den nuværende trup, og så den langlemmede Nikolai Laursen, pt. i PSV. Jeg har set ham en del på U-landsholdene, og han ser spændende ud. Fortsætter han takterne, tager jeg ham med, og ser så bort fra Zohore, Marcus Ingvartsen, Mikkel Duelund og Andrew Hjulsager, som dog alle kan være tæt på, men igen, det er hypotetisk at se 4 1/2 år frem, så jeg stopper med de 23 spillere jeg har nævnt, hvorfor min trup kommer til at se således ud:

Ps. en til den tid totalt udskidt Nicklas Bendtner, vil være 1 1/2 måned fra at runde 35 år, og spiller i bedste fald hyggebold i barndomsklubben AB Tårnby, så ham har jeg ligesom nedprioriteret.

Målmændene:

Jonas Lössl, 33 år
Frederik Rønnow, 30 år
Daniel Iversen, 25 år

Forsvaret:

Andreas "AC" Christensen, 26 år
Jannik Vestergaard, 30 år
Jens Stryger Larsen, 31 år
Jonas Knudsen, 30 år
Mathias "Zanka" Jørgensen, 32 år
Simon Kjær, 33 år
Riza Durmisi, 28 år
Rasmus Nissen, 25 år

Midtbanen:

Christian Eriksen, 30 år
Thomas Delaney, 31 år
Lukas Lerager, 29 år
Mathias Jensen, 26 år
Robert Skov, 26 år
Nicolas Nartey, 22 år
Victor Jensen, 22 år

Angrebet:

Kasper Dolberg, 25 år
Yussuf Poulsen, 28 år
Pione Sisto, 28 år
Andreas Cornelius, 29 år
Nicolai Laursen, 24

Jeg har, som det fremgår, valgt en anden opstilling end den der typisk benyttes i DBU, og i stedet prioriteret angrebs back, og en diamant, samt 2 reelle angribere.

Gennemsnitsalderen i 23 mandstruppen vil kun være en anelse højere end den aktuelle, som jo er 27,1. Til den tid vil den være 27,9, hvilket nok ikke ødelægger helhedsbilledet.

Det var mine ord og tanker, og du er naturligvis velkommen til at være uenig, det ville være underligt andet, men ikke desto mindre, så holder jeg fast i denne trup 🙂

Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.

Kort om Torben Aakjær:

Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.

Skriv en kommentar