Ajax-cheftræneren Martin Jol er ikke et sekund i tvivl om, at hans danske stortalent, Christian Eriksen, skal udtages til VM-truppen, der drager til Sydafrika.
Danmarks landstræner Morten Olsen bør udtage Christian Eriksen til VM-truppen den 10. maj, mener Ajax-cheftræneren Martin Jol.
Samtidig fremhæver han en historisk episode, hvor den daværende argentniske landstræner Cesar Luis Menotti i 1978 begik en stor fejl ved ikke at udtage Diego Maradona, som dengang var 17 år gammel, hvilket er et år yngre end Eriksen er i dag.
"Jeg vil ikke lægge pres på Morten Olsen, men han husker nok Maradona, der ikke kom med til VM, og det har de nok fortrudt. Jeg ville tage ham med til hver en tid," udtaler Martin Jol til DR Sporten.
"Han er rigtig god. Han træner hårdt hver dag og kan ramme bolden med både højre og venstre fod. Jeg har ikke set et talent som ham de seneste 10 år."
Hovedpersonen selv, Christian Eriksen, har bestemt ikke travlt med at iscenesætte sig selv udenfor banen.
"Selvfølgelig håber alle at komme til VM, men hvis ikke, så må jeg bare træne her i Ajax," siger Christian Eriksen til DR Sporten.
Eriksen fik sin debut på A-landsholdet tilbage i februar måned i år, da Danmark mødte Østrig i en venskabskamp.