FIFA har idømt Argentina en bøde for ikke at have haft en spiller med til pressemødet forud for fire af kampene ved VM-slutrunden.
Det argentinske fodboldforbund har fået en bøde på 300.000 schweizerfranc, svarende til 1,8 millioner danske kroner, for ikke at have taget en spiller med til det obligatoriske pressemøde forud for VM-kampene.
I fire tilfælde har Argentina undladt det, og det bliver nu straffet med en bøde, oplyser FIFA på forbundets hjemmeside.
Reglerne siger, at et hold op til alle VM-kampene skal møde op med både landstræneren og en spiller til pressemødet.
Dermed må man formode, at Argentinas landstræner Alejandro Sabella får selskab af en spiller ved pressemødet forud for VM-finalen mod Tyskland.