Australsk fight ikke nok til point

0

Australien - HolllandHolland kom planmæssigt i front, men to scoringer bragte overraskende Australien i spidsen. Holland viste dog klassen og vandt til slut opgøret i gruppe B med 3-2.

Ikke mange levnede Australien de store chancer, da de her til aften spillede dagens første VM-kamp i gruppe B mod Holland.

Det var også hollænderne, der planlagt kom foran efter 20 minutters spil, da Arjen Robben fik god plads på Australiens banehalvdel. Robben tog sagen i egen hånd og på fornem vis bankede Holland i front med 1-0.

Men bolden nåede kun lige at blive givet op, inden Tim Cahill udlignede med VM-slutrundens hidtil suverænt bedste mål.

En lang, høj bold fra Ryan McGowan blev slået frem på kanten af feltet, hvor Cahill smadrede en helflugter af sted mod Jasper Cillessens mål. Bolden blev ramt helt perfekt, og via underkanten af overliggen endte bolden i nettet. 1-1 efter en sand perle fra Cahill.

Efterfølgende havde Australien fint styr på de hollandske favoritter, og faktisk var Mark Bresciano tæt på at bringe Socceroos på 2-1 ti minutter før pausen. Den store chance blev dog sparket over mål.

1-1 var stillingen ved pausen, hvilket de undertippede australiere formentlig var godt tilfredse med.

Men det blev endnu bedre for Australien, der kort inde i anden halvleg fik tildelt et straffespark, da bolden ramte hånden på Daryl Janmaat i det kriminelle felt.

Midtbanespilleren Mike Jedinak blev sat til at eksekvere , hvilket han gjorde yderst sikkert. Derfor var Australien pludselig ganske overraskende i front 2-1.

Det tog dog ikke lang tid, før Holland var tilbage i opgøret. Australien fik ikke trukket offside, og så stod Robin van Persie helt fri i feltet. Manchester United-angriberen knaldede uden nogen dikkedarer bolden op i nettaget til hollandsk udligning.

Australien var midtvejs i anden halvleg tæt på at tage føringen igen. Men Socceroos fik slet ikke nok ud af den store chance.

Og det blev dyrt for australierne, der få sekunder efter måtte se Holland bringe sig på 3-2, da Memphis Depays langskud strøg forbi Matthew Ryan, der ikke så helt godt ud.

Det lykkedes aldrig for Cahill og co. at svare igen, hvilket betød, at Holland fik 3-2-sejren i hus. En hård skæbne for Australien, der havde fightet det bedste, de havde lært.

Skriv en kommentar