Den 24-årige Real Madrid-stjerne Brahim Díaz kan snart blive landsholdsspiller for Marokko, der har indgivet en trupliste med offensivspillerens navn på.
Brahim Díaz har gang i en fornuftig sæson i storklubben Real Madrid, men Spaniens landstræner kigger ikke hans vej.
Faktisk har Luis de la Fuente slet ikke udtaget Díaz, siden han overtog det spanske landshold i 2022, og nu er han på vej væk.
Flere spanske medier, herunder avisen Marca, skriver således, at Marokko har indgivet en trupliste til Real Madrid med hans navn.
Díaz har en marokkansk bedstemor, som kan åbne døren for, at Real-spilleren kommer til at repræsentere det nordafrikanske land.
Det lyder endvidere fra mediet RTVE, at han selv skulle ønske at få en afklarende samtale med Luis de la Fuente.
I denne sæson har Brahim Díaz samlet set optrådt 31 gange for Real Madrid, hvor det er blevet til otte mål og fire oplæg.