Bendtner: Målet er trofæet og topscorer-titel

0

Den høje danske angriber, Nicklas Bendtner, er en ambitiøs herre. Han forklarer til FIFA's hjemmeside, at han sigter efter at vinde VM og at blive topscorer.

Nicklas Bendtner er trods sine blot 22 år kendt for at være en angriber med en god portion selvtillid. Det kommer også til udtryk i et interview med FIFA's hjemmeside, hvor han lufter sine VM-ambitioner.

"Mit personlige mål er, at hjælpe Danmark med at vinde turneringen og ende som topscorer," indleder Bendtner med et smil på læben, og han fortsætter:

"Vi tager derned (til Sydafrika, red.) for at vinde. Danmark har leveret flere overraskelser i fodboldhistorien, så hvorfor ikke igen."

"Vi møder tre hold med forskellig stil i gruppen, så det bliver en "tricky" test. Hvis vi ikke går videre fra vores gruppe, vil det være en enorm skuffelse. Hvad der sker derefter er umuligt at sige. Dømt ud fra programmet ser det ud til, at vi møder Italien, og det vil være en kæmpe test for os at møde de forsvarende verdensmestre," siger Bendtner.

"Vi har ikke så mange muligheder som en række af de store nationer, så det er vigtigt, at vores bedste spillere er til rådighed. Især på de plaser, hvor der ikke er så mange alternativer. Hvis de kan være klar til turneringen, tror jeg, at vi kan nå langt. Det er også vigtigt, at alle er klar rent mentalt," forklarer Arsenal-angriberen.

Selvom Bendtner håber på, at Danmark i sidste ende kan løfte VM-trofæet til sommer, er han samtidig realistisk.

"Selvfølgelig tager vi derned for at vinde, men vi er et lille land med fem millioner indbyggere - ikke 50 millioner. Og vi må erkende, at vi ikke rejser til VM som det bedste hold i verden, men vi vil gøre vores bedste."

Leave A Reply