En kamp uden mange chancer mellem Italien og Paraguay endte i en deler, efter to scoringer på dødbolde. Udover de to mål, var det meget få højdepunkter det blev til på denne regnfulde aften i Cape Town.
Med 70.000 fans på lægterne i Cape Town satte spillerne fra Italien og Paraguay gang i det første opgør fra gruppe F, og dette uden nogle nævneværdige situationer i kampens første ti minutter, hvor ingen af holdene formåede af skabe chancer. Italienerne rørte dog en anelse mere på sig end Paraguay, hvor førstnævnte trods alt var mest i besiddelse.
Tyve minutter skulle der gå inden Paraguay begyndte at røre på sig, og dette efter to hjørnespark der begge blev ganske farlige. Blot et minut senere var de dog ved at dumme sig, da Vera forærede italienerne en kontrachance, der dog blev misbrugt af Iaquinta.
Torres fra Paraguay fik kampens foreløbigt største tilbud efter 22 minutters spil, hvor han blev spillet fri til skud lige uden for feltet. En ukvalificeret afslutning endte dog et godt stykke forbi det italienske mål.
Omkring den halve time begyndte det for alvor at brænde på hos den sydamerikanske defensiv, efter et tungt tryk fra italienerne. Et frispark og to hjørnespark udmøntede sig dog ikke i nogen mål for de azurblå, trods et par gode muligheder.
Efter 38 minutter fandt overraskelsen sted i Cape Town, da Antonin Alcaraz trak med frem på en lang frisparksbold, og steg til vejrs over de italienske forsvarsspillere, inden han med et flot placeret hovedstød bragte Paraguay foran, stik imod spil og chancer.
Og med scoringen otte minutter forinden ved Alcaraz kunne Paraguay gå tilfreds til pausen med en føring, trods et italiensk overtag i både spil og chancer. 45 minutter var gået, og en lidt småkedelig affære kunne altså fløjtes til pause. Pausen benyttede italienerne til at pille den skadede topkeeper Buffon ud, og erstatte ham med Marchetti fra Cagliari.
Første tilbud i anden halvleg kom ligeledes fra Paraguay, da Enrique Vera efter lidt klumpspil i det 53 minut modtog bolden i feltet. Hans afslutning manglede dog lige den sidste præcision i den pågældende situation, og han måtte se den gå lige over målet.
Efter 62 minutter faldt udligningen ud af ingenting, da et hjørnespark fra venstre side blev prikket i kassen af Roma-profilen Daniele De Rossi. Dog må det betegnes som endnu et af turneringens drop, da den paraguayanske keeper Justo Villar gik grueligt fejl af bolden, og gav De Rossi frit mål.
Efter godt et kvarters stilstand efter udligningen fik vi så endelig en stor chance med godt ti minutter igen, da Simone Pepe trak flot ind i banen, og afsluttede fladt og hårdt mod Villars mål. Den rutinerede keeper formåede dog at holde bolden flot efter Pepes afslutning, og gav ikke italienerne muligheden for at sparke en retur ind.
Otte minutter før tid fik vi et af kampens bedste forsøg, da Montolivo forsøgte knaldhårdt fra distancen, en afslutning der dog blev reddet af Villar, der for alvor fik taget revanche efter droppet godt tyve minutter før.
Trods et italiensk pres med et par fine forsøg og et højt tryk, formåede Paraguay at få hentet det ene point til stillingen, og dermed kunne begge hold tage point med fra deres første kamp under årets slutrunde. En småkedelig chancefattig kamp, der var domineret af Italien, endte 1-1.
Kampens spillere:
Italien – Daniele De Rossi: Præcis som beskrevet i optakten var De Rossi en afgørende spillere for italienerne. Udover at have bundet midtbanen godt sammen og have fightet for alle pengene formåede Roma-profilen også at prikke udligningen i kassen, hvorfor han uden tvivl skilte sig ud i forhold til holdkammeraterne.
Paraguay – Paulo da Silva: Midterforsvareren fra Paraguay var manden bag den gode defensiv de lagde for dagen, og han styrede den med hård hånd, uden at lave nogle nævneværdige fejl. Prisen kunne være gået til makkeren og målscoreren Alcaraz, men den flotte defensive præstation af da Silva fortjener prisen.
Skrevet af Kasper Nielsen