Cornelius sikrede dansk drømmestart

0

Foto: Shutterstock

Danmark sikrede sig en drømmestart i Nations League, da de besejrede Frankrig med 2-1 på udebane. Andreas Cornelius scorede begge mål.

Danmark tørnede sammen med Frankrig fredag aften i Nations League som optakt til VM 2022.

Frankrig var uden deres vanlige landstræner Didier Deschamps, da han havde mistet sin far tidligere på ugen. Derfor var det assistenttræneren Guy Stéphan, der skulle lede det franske mandskab denne aften.

Danmarks startformation mod Frankrig

Kasper Schmeichel

Joachim Andersen - Victor Nelsson - Jannik Vestergaard

Daniel Wass - Pierre-Emile Højbjerg - Thomas Delaney - Joakim Mæhle

Andreas Skov Olsen - Kasper Dolberg - Christian Eriksen

Danmark havde ikke besejret Frankrig i 20 år

Opgøret fandt sted på Stade de France i Paris, og eftersom at Frankrig ikke havde tabt i ordinær spilletid i de sidste 20 kampe, mens Danmark ikke havde besejret franskmændene i 20 år, så lignede det fra starten en svær opgave for danskerne.

Frankrig stillede med et stærkt mandskab, hvor de offensive profiler Kylian Mbappé og Karim Benzema også var at finde blandt de udvalgte elleve spillere.

Danmark måtte undvære Simon Kjær og Andreas Christensen i forsvaret, og derfor var der blevet plads til Joachim Andersen og Victor Nelsson fra start.

Danmark med kompakt defensiv

Danskerne havde tydeligvis respekt for franskmændene, og derfor stod de i en defensiv formation, således, at de hurtige franske spillere fik vanskeligere arbejdsbetingelser.

I det 4. minut kom Danmark til en mulighed, da Joakim Mæhle pludselig kom fri, men i ubalance formåede han at ramme det yderste af nærmeste stolpe.

Frankrig svarede dog tilbage, og efter 15 minutters spil fik Karim Benzema bolden i netmaskerne.

Men heldigt for Danmark var der offside på den formstærke angriber, som ellers fik en god aflevering af Kylian Mbappé.

Danskerne stod imod det hårde pres fra Frankrig indtil pausen.

Frankrig kom i front

Kylian Mbappé måtte udgå i pausen, da han var blevet ramt af en skade. Han blev afløst af Christopher Nkunku, og han skulle ikke bruge lang tid på banen for at imponere.

I det 51. minut fik han kombineret med Benzema, således, at Real Madrid-angriberen kunne score flot efter en dribletur i det danske forsvar.

Da kampen var en time gammel, valgte Danmarks landstræner Kasper Hjulmand at ændre system til 4-3-3. Vestergaard, Wass og Dolberg blev erstattet af Rasmus Nissen Kristensen, Mikkel Damsgaard og Andreas Cornelius.

Cornelius blev super-sub

Andreas Cornelius skulle ikke bruge mange minutter på banen, før han fandt vejen til netmaskerne.

Pierre-Emile Højbjerg lobbede bolden over det franske forsvar, hvor han fandt en fremadstormende Cornelius, som med det kolde højreben elegant lagde bolden i nettet til 1-1.

Frankrig forsøgte at bringe sig i front igen, og et forsøg fra N'Golo Kanté var tæt på at passere Kasper Schmeichel, men den hurtige midtbanespiller var uheldig med at ramme stolpen på sit flotte langskud.

Fire minutter før slutfløjt leverede Mikkel Damsgaard en elegant aflevering i dybden til Christian Eriksen.

Eriksen manglede dog Cornelius' skarphed og koldblodighed foran kassen, da han måtte se skuddet blive reddet af sin tidligere holdkammerat i Tottenham, Hugo Lloris.

Cornelius var dog ikke færdig med at score denne aften, hvor 1.500 danske tilskuere var mødt frem.

På den rigtige side af offside-linjen kom han i dybden, hvorefter han med venstrebenet kanonerede bolden højt i målet, så Lloris var chanceløs. Danmark var nu foran 2-1 med få minutter tilbage.

Frankrig formåede aldrig at komme på måltavlen igen, og dermed fik Danmark et fantastisk udgangspunkt i Nations League.

Danmark fik altså samtidig sin første sejr mod Frankrig i 20 år, samt fik ødelagt franskmændenes stime som ubesejret i de sidste 20 kampe i ordinær spilletid.

I den anden kamp i Danmarks Nations League-gruppe spillede Kroatien og Østrig mod hinanden. Her var det også udeholdet Østrig, der løb med sejren. De vandt med hele 3-0 mod et kroatisk mandskab, der havde store udfordringer i deres defensiv.

Skriv en kommentar