Danmark har sikret sig billetten til VM 2022, efter at de for kort tid siden slog Østrig med 1-0 hjemme i Parken. Målet blev scoret af Joakim Mæhle.
Tirsdag aften havde Danmark mulighed for at sikre sig VM-billetten. En sejr over Østrig hjemme i Parken ville betyde, at holdet var klar til VM-slutrunden i Qatar.
Hvis Færøerne tog point fra Skotland i den anden gruppespilskamp kunne danskerne dog også sikre sig billetten, men det virkede mindre sandsynligt.
Der var lagt op til en stor folkefest med et fyldt Parken, hvor legenden Sepp Piontek samtidig blev hyldet inden opgøret.
I forhold til kampen forinden mod Moldova, så havde landstræner Kasper Hjulmand en enkelt ændring.
Jannik Vestergaard var i startformationen i stedet for Christian Nørgaard.
Danmark startede i et højt tempo, hvor Andreas Skov Olsen var tæt på at skabe en farlig situation allerede i det første minut. Skov Olsens dribletur endte dog i ingenting.
Østrigerne virkede lidt rådvilde over hjemmeholdets massive og intensive pres.
Efter omkring 20 minutters spil måtte Østrigs keeper Daniel Bachmann klare et forsøg fra Andreas Skov Olsen.
Mikkel Damsgaard meldte sig også ind i opgøret, da han afsluttede fra kanten af feltet ti minutter senere. Igen var Daniel Bachmann dog på plads, og klarede skuddet med stor sikkerhed.
Kort før pausen måtte Mikkel Damsgaard lade sig skifte ud, fordi han havde pådraget sig en baglårsskade. Kasper Dolberg blev skiftet ind, mens Yussuf Poulsen i stedet blev rykket over på højrekanten.
Jannik Vestergaard havde lidt udfordringer på sin positon mod første halvlegs afslutning, men det blev aldrig noget, som østrigerne udnyttede.
Delaney skød Danmark på VM-kurs
I anden halvleg fortsatte danskerne hvor de slap. Thomas Delaney tog et godt skud mod fjerneste stolpe, men igen var Bachmann vågen. Efterfølgende var Skov Olsen offside på returen.
Kort efter var Delaney igen på spil. Han tog en flot tur fra midten af banen og driblede sig gennem østrigernes forsvar, hvorefter han lavede en skudfinte, så han derefter kunne spille Joakim Mæhle helt fri i venstre side.
Mæhle var kølighedens selv i afslutningsøjeblikket, hvor han afsluttede i det korte hjørne til højre for målmand Bachmann, mens keeperen kastede sig til venstre.
Delaney var igen på spil med 20 minutter tilbage af opgøret. Han blev sendt i dybden og nedlagt af Bachmann i feltet, men danskeren var offside, og dermed skulle situationen ikke tjekkes for et muligt straffespark.
Danskerne formåede at køre sejren i hus, og dermed er billetten til VM allerede på plads med to spillerunder tilbage.
Samtidig har danskerne en målscore på hele 27-0. Pointantallet lyder på 24, mens nærmeste efterfølger er Skotland på andenpladsen med 17 point.