DBU-boss freder Brian Riemer efter kæmpe skuffelse

0

Foto: Shutterstock

DBU-fodbolddirektør Peter Møller var hurtig til at frede landstræner Brian Riemer, efter at Danmark missede VM 2026-slutrunden.

Efter Danmarks missede VM 2026-billet, så var TV 2's eksperter hurtige til at sige, at det burde have konsekvenser for landstræner Brian Riemer.

I TV 2-studiet fremhævede Bo Henriksen Belarus-kampen som Riemers største sejr, da man skuffede ved at spille 2-2 hjemme i Parken, efter at man en måned forinden havde vundet hele 6-0 på udebane over Belarus.

I kampen i Parken stillede Danmark ikke i stærkeste startformation, og det blev altså fatalt.

I den sidste gruppekamp, der blev anset som en gruppefinale for Danmark, tabte man 4-2 til Skotland på udebane.

Analysen om at Riemer burde blive fyret som følge af den glippede VM-slutrunde, er DBU-fodbolddirektøren Peter Møller dog ikke enig i.

Han fortalte til TV 2 efter kampen, at Riemer ikke stod til at blive fyret.

"Brian bliver på sin post. Man forlænger ikke med en landstræner for at fyre ham fire-fem kampe senere."

"Vi har en aftale, der løber frem til 2028, og vi forlænger ikke for derefter at finde ud af, at det ikke var det rigtige. Vi tror på kontinuitet. Kontinuitet er selvfølgelig ikke, at vi ikke skal med til slutrunder, men der er sat rigtig mange gode ting i gang," fortalte Peter Møller med henvisning til at DBU forlængede med Brian Riemer frem til sommeren 2028 i oktober måned sidste år.

47-årige Riemer har været landstræner siden oktober måned 2024, hvor han overtog efter Kasper Hjulmand.

Siden da har han stået i spidsen for det danske A-landshold i 14 landskampe med et pointsnit på 1.71. Totalt set er det blevet til syv sejre, tre uafgjorte samt fire nederlag med et målscore på 34:20.

Dengang fortalte Peter Møller følgende om grunden til at forlænge med Riemer:

"Jeg har fulgt Brians arbejde med landsholdet meget tæt, og jeg må bare sige, at det er en toptræner, vi nu har sikret på en længere aftale. Måden han leder og motiverer på og hans mod og evner til at forny og udvikle holdet og spillestilen er kombineret med hans meget stærke taktiske egenskaber på et højt internationalt niveau."

"Han er samtidig en jordnær og udadvendt person, som er i øjenhøjde med danskerne og giver af sig selv til både fans og medier. Derfor er vi fantastisk glade for, at det er lykkedes os at forlænge aftalen," udtalte Peter Møller til DBU's hjemmeside i oktober måned 2025 og tilføjede:

"Brian og resten af trænerteamet har videreudviklet landsholdet, så vi udover at dominere kampene også er blevet meget direkte i angrebsspillet. Det oplever vi, at vores fans og danskerne tager rigtig godt imod. Vi tror og håber alle på, at vi tager det sidste skridt i Skotland og kvalificerer os direkte til VM, men som forbund er det også vores opgave at se forbi den enkelte kamp, hvor en tilfældighed kan få indflydelse. Derfor forlænger vi nu og sikrer en fortsættelse af Brians eminente arbejde og ro og kontinuitet på holdet."

Skriv en kommentar