Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, fortæller, at ambitionen er at vinde den igangværende EM-slutrunde, selvom det måske ikke bliver realiteten.
Ved EM-slutrunden i 2021 nåede Danmark til semifinalen, hvor man røg ud til England.
Og denne gang sigter man efter at vinde EM.
Det fortæller DBU-fodbolddirektør Peter Møller.
"Vi drømmer om at vinde slutrunden, men det er ikke ensbetydende med, at vi gør det. Det er lidt udansk at sige, at man gerne vil vinde noget, men det er vores ambition, og det er vores drøm," udtaler Peter Møller til Ritzau.
Også forud for den indledende kamp mod Slovenien havde landstræner Kasper Hjulmand et klart budskab.
"Vi skal fra første fløjt komme ud med alt, hvad vi har. Vi er klar til at spille den type kamp, og i den her kamp er vi favoritter. Vi går efter at vinde den," sagde Hjulmand til bold.dk.
Danmarks kamp mod Slovenien fløjtes i gang søndag kl. 18.