Thomas Delaney fortæller i et interview til fifa.com, at danskernes målsætning til VM må være at gå videre til ottendedelsfinalen som nummer to i gruppe C.
VM i Rusland nærmer sig, og Danmark er som bekendt kvalificeret. De rød-hvide er placeret i gruppe C sammen med Frankrig, Peru og Australien.
På forhold tyder det på en gruppe, hvor danskerne har fine chancer for at avancere til ottendedelsfinalerne. Og netop videre avancement er, hvad Werder Bremens Thomas Delaney går efter.
"Vi er meget optimistiske omkring gruppespillet. Hvis man ikke er i øverste seedningslag, er det uundgåeligt at skulle møde et verdensklasseshold, og andenpladsen må være vores målsætning. Når det er sagt, har vi også en chance mod Frankrig," siger Delaney i et interview til FIFA's hjemmeside og fortsætter:
"Jeg vil ikke kun spille tre kampe og så pakke mine ting og tage hjem. Vi tager dertil med fødderne solidt plantet i jorden, da vi er et lille land, men forventningerne er selvfølgelig store.
26-årige Delaney har spillet 21 landskampe for Danmark, hvor det er blevet til fire scoringer - som alle blev sat ind i VM-kvalifikationen.