Frankrig sejrede efter sene scoringer

0

Efter to sene scoringer kunne Frankrig booke billetten til VM-kvartfinalen. Til gengæld må Nigeria forlade turneringen efter en god indsats.

Frankrig, der i sikker stil havde vundet gruppe E, skulle her til aften forsøge at spille sig videre til VM-kvartfinalen. Modstanderen var Nigeria.

Begge hold bed fint fra sig i kampens indledning, og efter ca. 20 minutters spil var bolden i nettet første gang. Et nigeriansk indlæg fik Emmanuel Emenike styret i nettet.

Men korrekt blev scoringen annulleret for offside, og derfor havde Emenike stadig sin første VM-scoring til gode.

Kort efter var det Frankrig, der var tæt på at bringe sig i front. Paul Pogba stod efter et indlæg fri i feltet, og den unge midtbanespiller first-timede mod kassen. Men en stor redning fra Vincent Enyeama gjorde, at der stadig stod 0-0.

Resten af halvlegen bød på flere nærgående forsøg i begge ender – dog uden at åbningsscoringen kom. Derfor var det målløst ved pausen, og kampen var stadig helt åben.

De franske favoritter havde ikke imponeret i første halvleg, og det blev ikke meget bedre i første halvdel af anden halvleg, hvor de stadig havde svært ved at lægge pres på Nigeria.

Men 20 minutter før tid var Karim Benzema millimeter fra at lave sin fjerde VM-scoring. Benzema blev reddet først, men fik i anden omgang passeret Enyeama. Men på målstregen blev bolden skovlet væk.

Benzemas chance indledte et større fransk pres, som først bød på et fremragende langskud fra Yohan Cabaye, der ramte overliggeren. Og kort efter reddede Enyeama en stor hovedstødschance fra Benzema.

Det lugtede af et fransk føringsmål, og ti minutter før tid kom forløsningen for Frankrig, da Enyeama kom skidt ud til et hjørnespark. Bolden endte hos Paul Pogba, der kunne heade bolden i netmaskerne til 1-0.

Nu havde Nigeria travlt, men afrikanerne formåede ikke at komme tæt på Hugo Lloris’ mål. I stedet lukke Frankrig i overtiden lukke kampen.

Et indlæg mod indskiftede Antoine Griezmann ramte Joseph Yobo på benet og røg ind bag Enyeama i målet. 2-0 til Frankrig, som også blev kampens resultat.

Derfor er VM 2014 ovre for Nigeria, mens Frankrig nu er klar til kvartfinalen, hvor de skal møde vinderen af Tyskland-Algeriet.

Skriv en kommentar