Grønkjær og Jørgensen stopper på landsholdet

0

3-1-nederlaget til Japan og den manglende videre deltagelse i VM-slutrunden, har fået Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen til at annoncere deres landsholdsstop.

Danmark tabte 3-1 til Japan, hvilket fik den betydning, at danskernes VM-eventyr i denne omgang er ovre. Kort efter, at dette var en realitet, valgte Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen at offentliggøre deres beslutning om at trække sig som landsholdsspillere.

Grønkjær, som står noteret for 80 landskampe for Danmark, forklarer, hvorfor han har valgt at lægge landsholdsstøvlerne på hylden nu.

"Jeg har truffet denne beslutning for lang tid siden. Der kommer et tidspunkt, hvor jeg må sige stop. Jeg bliver 33 år, og nu er tiden inde til at sige stop. Jeg har sagt det til de andre," sagde FC København-kantspileren ifølge TV 2 Sporten efter kampen.

Martin Jørgensen, der torsdag aften spillede sin kamp nummer 99 stopper, selvom kamp nummer 100 lurer rundt om hjørnet.

"Jeg stopper også i aften. Så det bliver ved de 99 landskampe. Det ville ikke være fair at fortsætte bare for at få kamp nummer 100," forklarede Jørgensen. Han afviser dog ikke, at han ikke vil møde op, hvis han er udtaget til testkampen mod Tyskland i efteråret.

"Hvis jeg bliver udtaget, så er det nok mere bare fordi, jeg skal have den der kamp. Det har været en kæmpe oplevelse. Det er meget svært at sige stop, men jeg kan ikke løbe fra min dåbsattest."

Skriv en kommentar