Hareide: Bjelland var for sur til at tale med mig

0

Åge Hareide ville gerne have snakket med den VM-vragede Andreas Bjelland, men ifølge landstræneren var Bjelland for sur til at ville tale med ham.

Søndag stod det klart, at Andreas Bjelland ikke ville blive en del af den danske VM-trup. Sammen med Nicklas Bendtner, Mike Jensen og Peter Ankersen blev Bjelland nemlig sorteret fra.

Det fik efterfølgende Brentford-stopperen til at udsende en pressemeddelelse, hvor han forklarede, at han var ked af det og sur. Men den danske landstræner Åge Hareide ville faktisk gerne have snakket med Bjelland.

"Jeg synes, at spillerne kan tage det med mig i stedet for at tage det med pressen. Så enkelt er det. Jeg havde en sms-korrespondance med Bjelland efterfølgende, hvor han skrev til mig, at han ikke var enig," siger Hareide til Ekstra Bladet og forklarer videre:

"Jeg spurgte, om vi kunne tale sammen, men det var han for sur til, sagde han, og det respekterer jeg."

Danmarks første VM-kamp er den 16. juni mod Peru.

Skriv en kommentar